Warning: Dette er en selvpromoveringshistorie til brug i arbejdssøgningsøjemed. Ganske sand - men ligesom jeg bryder du dig sikkert heller ikke om selvpromoverende mennesker. Nu er du advaret.
Først vil jeg fortælle en lille historie om Tour de France, Skagens Rally for veteranmotorcykler, Storebæltsbroens indvielse og lidt mere. Jeg ved, at du vil spørge, hvad det skal til for, men læs den til ende, så vil du forstå.
Tilbage i 1997 var jeg stærkt engageret i at fremme udbredelsen af min elskede sport, svæveflyvning, i Danmark. Vi var alt for lidt synlige i medierne, sådan som vi gemte os deroppe som små prikker på himlen, og når medierne endelig gengav resultater fra vores konkurrencer, der foregik langt ude på en menneskeforladt hede, så fik de på ingen måde formidlet, hvad der foregik oppe i luften, og hvad, der gjorde det så spændende at flyve land og rige rundt uden motor.
Så fik jeg en ide efter Bjarne Riis sejr i Tour de France 1996: Når vi ikke kunne lokke pressen til os, så skulle vi måske komme til pressen? Og således fødtes ideen til ”Tour de Danmark for svævefly”, en landsdækkende konkurrence, hvor vi fløj Danmark rundt fra svæveflyveklub til svæveflyveklub og besøgte en masse byer på ruten, der elskede at komme i mediernes søgelys, om end blot for enkelt dag. Ideen blev præsenteret på en PR-konference i svæveflyveregi, og jeg fik samlet en projektgruppe omkring mig. Efter to års arbejde (det foregik jo i fritiden) blev det første Tour de Danmark skudt i gang i 1999 og blev straks en kæmpe mediesucces. Vi var i landsdækkende medier i prime-time i mindst 4 minutter det første år, og vi kan slet ikke tælle antallet af forekomster i lokal-TV og lokale medier. Hidtil havde vi troet, at vi skulle have en dansk verdensmester for at komme i medierne, men en dansk verdensmester i 1984 fik ikke en brøkdel af den medieopmærksomhed, som vi fik. Vores begivenhed blev i øvrigt dedikeret til breddeidrætten: det brede, det folkelige, det sjove. Vi kunne ikke se os selv i en eliteidræt, hvor det handlede om benhård konkurrence, men elskede netop det sjove og skæve – det, der for os gjorde svæveflyvning til en sport for alle. Den indstilling var til dels inspireret af Skagens Rally for veteranmotorcykler, et rally, hvor det på ingen måde gælder om at komme først, men om at have det sjovt undervejs med sin lidenskab. Det var noget helt nyt på den tid at forsøge at sælge vores sport på den måde. Ved at flyve fra by til by fik vi kommunikeret, at svævefly kan mere end blot lave små hop rundt om en flyveplads. Tilkomsten af mobiltelefonen og web’en i de år var nogle af de faktorer, som gjorde det muligt at lave et decentralt arrangement som dette. De muligheder blev udnyttet til det yderste tillige med den nye Storebæltsbro, som netop var indviet.
Jeg er ikke mediemenneske, og jeg er alt for kejtet til at stå foran et kamera eller svare på spørgsmål for åben mikrofon. Jeg var ikke engang projektleder, men det var min passion for svæveflyvning og min evne til se nye muligheder, der gjorde det hele muligt. Alt, hvad jeg ikke kunne, fik jeg andre til at lave: Lokalklubberne på ruten tog sig af lokalpressen, en medievant kollega tog sig af at stå foran kameraerne, en web- og fotohaj tog sig af en hjemmeside (det var en ny ting på den tid), jeg tog mig af projektledelsen, men som den grå eminence, der lod de andre komme til og udfolde sig, og som blot fulgte op og stod klar til at gribe ind, hvis noget kom ud af kontrol. Det var mit projekt, men for mig gjaldt det om at få de andre til at føle, at det var deres. Derfor måtte jeg for alt i verden ikke stjæle rampelyset eller æren fra dem. Det var jo deres eneste løn.
Forstår du nu, hvor jeg vil hen med den historie? Det er den samme personlighed jeg udfolder i erhvervsregi: Jeg engagerer mig 180% i virksomhedens mission, smitter ledelse og kolleger med min passion, ser nye muligheder og magter at skabe sammenhold og samarbejde mod fælles mål under iagttagelse af fælles værdier. Selv går jeg ikke op i titler eller karriere – jeg vil, at VI skal lykkes. Det handler ikke om MIG. Nogen siger, at det er en lederprofil, men jeg har aldrig set mig selv som leder og aldrig stræbt efter at blive det. Jeg er lige så meget en teknisk nørd, som godt kan lide at sidde og fedte med detaljer. Detaljerne skal bare være en del en af større helhed, som jeg brænder for, ellers giver de ingen mening for mig. Det handler om katedralen, ikke om at hugge sten. Jo, den ene dag, skal vi måske hugge sten, men den næste dag handler det måske om at få aftalt, hvordan de skal lægges, og hvem der gør hvad, for ellers kan selv nok så mange og nok så fint huggede sten være lige meget. Det er den indstilling, der har givet mig den brede profil, fordi jeg hele tiden kaster mig over det, der er nødvendigt, for at VI kan lykkes, også selvom det ligger langt uden for jobbeskrivelsen. Og hele tiden med ledelsens store opbakning.
Sådan en ildjæl er jeg - og flammen er ikke brændt ud endnu.