I december 2025 fik jeg den pludselige impuls at tage til Frankrig for at fejre jul på et kloster sammen med ligesindede. Sandheden er, at jeg er dødsensræd for jul og nytår. Det er den tid på året, hvor os der ikke har familie for alvor føler os udenfor, forkerte og uønskede. En impuls var det, og jeg skal da lige love for, at jeg er blevet klogere.
For det første, så er der slet ikke tale om et fransk kloster, men et ENGELSK center for kristen meditation. Stedet HAR været et benediktinerkloster tilknyttet en stor kirke, men i blodrusen efter den franske revolution lod franskmændene alle klostre nedrive, og kirkerne blev omdannet til "Temples of reason". Senere blev området købt af af private, der opførte et lille slot/"chateau" her.
Området blev senere overtaget og ombygget af den engelske organisation WCCM, World Community of Christian Meditation, drevet af præster, der også var benediktinermunke. Hovedstifteren, John Main (1926 - 1982) gjorde militærtjeneste i Østen og var stærkt inspireret af indisk meditation. Han bragte sammen med den nuværende leder, Laurence Freeman, som vi møder hver dag, traditionen ind i kristendom.
Organisationen tror på, at det er i absolut stilhed, at vi forbinder os til Gud. Stilhed betyder ikke blot fravær af akustisk støj, men at vi også skal lægge den indre støj i form af tanker, bekymringer og følelser tilside og gøre plads til Gud. Det er præcis, som det er i anden meditationspraksis. Her er det blot i kristen kontekst. Der holdes almindelig gudstjeneste med oplæsning af evangelier, sang og musik og lovprisning, men på et tidspunkt lyder gongen, lyset slukkes, og så sidder man i total stilhed i 30 - 40 minutter og ser, hvad der kommer til en, før præsten runder det hele af med Fadervor.
24/12 var der julemesse fra 22 til 24. Det får jeg nok ikke mange point for at sige, men jeg føler, at dette er den rigtige måde at fejre julen på - med 100% fokus på betydningen af Jesusbarnet. Jeg fik gåsehud og mærkede den der rislen gennem kroppen mange gange, som taoisterne kalder "chi", når præsterne fortalte. En ting, der gik lige ind, er den med, at "fred" ikke blot er fraværet af fjendtlige handlinger, det er også en sindstilstand, som vi kan gøre plads til at lade os fylde af. En sindsstemning, som får os,til at møde verden på en ny måde, hvor der ikke er plads til fjendtlighed. Min sjæl labber det i sig. Den har hele tiden vidst, at den længtes efter noget andet og mere, men det tog så mange år for den at finde, hvad den søgte. Første gang den blev bragt på sporet, var da jeg som 22-årig - midt i en dyb depression - kom til at læse "Den lille prins" og indså, at alt, hvad jeg havde baseret mit liv på, var forkert, og aldrig ville bringe mig derhen, hvor jeg havde forsøgt at komme. På en gang et forfærdeligt nederlag og samtidigt en åbenbaring af håb, der åbnede for en ny vej. Allerede dengang tænkte jeg, "at det var alt for sent". Det eneste, jeg drømte om, var jo at få venner og kærester ligesom alle andre. Jeg havde aldrig haft nogen af delene og kunne ikke engang sætte ord på, hvorfor det var så svært. Ethvert forsøg på at åbne for emnet blev mødt med hån eller bank. "Klassens dygtigste dreng havde virkelig ikke noget at klage over". Han måtte selv finde ud af det. Men uanset, hvor mange bøger han læste, så fandt han aldrig svaret. Ikke engang spørgsmålet.
I en bibeltime, "Lectio Divio", for et par dage siden stillede Laurence Freeman et godt spørgsmål: "hvad kommer først: glæde eller taknemmelighed?" Prøv at tænke over det. Er en milliardær lykkelig? Måske, men mere sandsynligt tænker han, at det vil han blive, når han har tjent en milliard mere. Den fælde - hamsterhjulet - er så mange af os fanget i. Den er nærmest grundlaget for hele den vestlige økonomi: "The pursuit of happiness", som der står i den amerikanske grundlov. Den fælde får os til at ræse rundt og jage lykken et helt liv, uden nogensinde at finde den. Men prøver vi at føle taknemmelighed for det vi har, så sker der noget magisk.
WCCM overrasker mig positivt gang på gang ved sin inkluderende holdning til andre religioner og spirituel praksis. Der læses ofte op af tekster fra Koranen, fra taoismen, fra buddismen, sufismen osv. Det er vand på min mølle: Jeg tror, at alle religioner grundlæggende taler om det samme, blot med forskellige ord og metaforer. Hvad mennesker så gør med de tekster er en helt anden sag.
