Jeg har besluttet mig for at lukke mit firma Antrotech ApS og mere eller mindre blive heltidspensionist.
Egentligt har min research de sidste to år vist, at der er masser af belæg for forretningsideen: at tilbyde en struktureret tilgang til undervandsmåling, dataopsamling, behandling, visning og procesdokumentation indenfor havmiljøområdet, men jeg gider ikke. Det vil alligevel ikke bringe mig derhen, hvor jeg gerne vil være. Der ligger både en glædelig og en smertelig erkendelse bag beslutningen. Den smertelige: at hele mit liv har været en overlevelseskamp. Jeg var som Jonathan i sangen "Jonathan giv aldrig op" fra 1995: Ham, der aldrig fik en eneste legekammerat, aldrig en eneste kæreste eller en familie. Hvor hver dag gik med tunge skridt. Alt handlede om at bevise, at jeg var god nok. Det lykkedes aldrig. Det eneste, jeg som barn havde at bygge mit håb på, var, at jeg af besynderlige - og for mig selv uforståelige grunde - var langt forud for de andre elever i skolen. I klasseværelset var jeg den bedste dreng af alle. I skolegården den dårligste. Hvem skulle jeg stole på? Jeg valgte at stole på, hvad lærerne sagde, og satsede på, at alt ville blive bedre, når jeg blev voksen, også selvom det betød, at jeg gik glip af barndom og ungdom. Men jeg blev snydt. Den store omvæltning kom aldrig. Jeg fik det højeste karaktergennemsnit nogen sinde fra Ingeniørakademiet, men det føltes tomt. Det var jo ikke det, jeg ville, men det sociale var bare så angstfyldt. Alt foregik med ryggen mod afgrunden. Det mindste nederlag, den mindste afvisning kunne sende mig i angst og depression i årevis, og jeg havde ikke et sprog, hvor jeg kunne beskrive for andre, hvad det var, der var så svært. Alle forsøg førte til hån og bank, også fra omsorgspersoner. Bøgerne var de eneste venner, jeg kunne stole på. De gav mig så også 35 gode år som ingeniør og højt respekteret svæveflyvepilot (det var jeg ikke bange for) og sågar et 15 år langt ægteskab med en kvinde med et psykisk handicap, men noget manglede, og jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg var aldrig rigtig glad. Der skulle en forfærdelig nedtur til, før jeg forstod det:
Det startede med stress og depression i 2015, hvor jeg mistede mit svæveflyvecertifikat og dermed min identitet, min lidenskab og hele mit hårdt tilkæmpede personlige netværk (mit sociale liv). Så ville konen skilles. Så måtte huset sælges. Jeg nåede lige at indrette mig i en lejlighed i Silkeborg, tæt på mit arbejde gennem 12 år hos EnergiMidt, inden jeg blev ofret i en nedskæringsrunde efter en fusion med et andet energiselskab. Jeg var over 50 og valgte at få mig et CVR-nummer, fordi jeg troede, det ville fremme mine chancer på arbejdsmarkedet. At de kunne få mig som daglejer og ikke som ansat, men dermed var dagpenge udelukket. Hver måned måtte jeg hæve 20.000 kr af min opsparing for at overleve, men jeg landede aldrig en eneste kontrakt, og i 2019 var der ikke en krone tilbage på min opsparingskonto. Så måtte jeg lukke firmaet (første gang) og gå på dagpenge. To år senere var jeg så nedbrudt af den totale ligegyldighed fra erhvervslivets side på mine ansøgninger, at jeg valgte at forlade dagpengesystemet og tage hul på min pensionsopsparing. Den har jeg levet af delvist siden. Jeg bor alene i et lille, skævt hus under ombygning langt ude i "Den rådne banan" i Jylland, hvor ingen gider bo, men det betyder også, at huslejen er lille, og jeg kan leve for næsten ingenting. På den måde kan jeg overleve indtil jeg er 100 på min pensionsopsparing og samtidigt have råd til at rejse som rygsækrejsende mange måneder hvert år. Det giver meget mere livskvalitet. På rejserne møder jeg andre mennesker og får dækket de fleste af mine sociale behov. Det er i høj grad mennesker som mig selv, jeg møder derude: søgende mennesker, der ikke har haft det alt for let. Dem med villa, Volvo og vov-hund kommer helt andre steder.
Oplevelsen i Aarhus i 2019: Himlen åbnede lige noik til, at en solstråle kunne trænge igennem og ramme mig
Og nu kommer så det glædelige: Efter at have mistet alt, hvad jeg havde skrabet sammen et helt liv, og der ikke var mere at miste, kom der en mærkelig erkendelse til mig en grå og regnfuld juli-dag i 2019: En sprække åbnede sig i skylaget, lige nok til, at en solstråle kunne ramme mig. I den var der en stemme, der talte til mig: "Claus, nu har du mistet alt det, du troede var dig, men du har det vigtigste tilbage: DIG". En lille dreng, der aldrig havde fået lov til at være sig selv, men som kun var anerkendt i kraft af sine gode resultater i skolen. Nu, hvor det hele var borte, var der ingen, der længere kunne tage noget fra ham, og ingen kunne længere mobbe "klassens dygtige dreng". Han havde ikke længere grund til at frygte. Det korte øjeblik, hvor stemmen talte til mig (jeg tror det var Jesus), følte jeg en stærk varme og glæde, og al angst var borte. Jeg besluttede på stedet at starte mit liv forfra. Nu vidste jeg, hvad der havde manglet hele tiden: Jeg havde aldrig været MIG, men det er jeg nu. Få penge, en gammel brugt bil, et hus, som ville skræmme enhver date væk, men jeg er MIG og er glad for det. Kristendommen har lært mig, at jeg er elsket af Gud, uanset hvad andre synes. Det er meget vigtigere end alt andet. "Altid, allerede elsket", som Peter Bastian skrev i sin afskedsbog. Jo mere, jeg forsøger at tro på Gud, jo mere virkelig bliver Hans kærlighed. Det er det eneste, jeg har brug for. Det er den klippe, jeg bygger mit nye liv på. Alt får en ny mening i det lys. Og i det lys starter rejsen "hjem".
Blackbird singing in the dead of night
Take these broken wings and learn to fly
All your life
you were just waiting for this moment to arise
NB: Jeg har ingen diagnoser, hverken ADHD, Aspergers, autisme, OCD eller hvad folk nu plejer at forklare deres sociale problemer med. Jeg tror egentlig, det er noget så simpelt som et mindreværdskompleks: "Du er først værdig til kærlighed, når du har bevist, at du er god nok". Og det giver angst. For hvad nu, hvis folk afviser dig, fordi de ikke kan lide dig? (Det kan de ikke, når du har brug for deres kærlighed og anerkendelse - det er en selvforstærkende, ond cirkel. Jo mere, du prøver at bryde ud af den, jo værre bliver det).