Camino de Santiago dag 26: Fremme ved målet i Santiago, 778,5 km plus lidt omveje. Ca. 30 km/dag i snit.
Elija og jeg har tilbagelagt godt 100 km over de sidste 3 dage og er nu fremme i Santiago i tide til at møde vores italienske ven, Fabricio, inde han rejser hjem i morgen. Dagens store overraskelse er, at østrigske Elizabeth også er nået frem. Vi skal spise sammen alle 4 i aften.
De sidste 3 dage har vi bare slendret af sted uden hastværk og snakket om alt muligt fra 8 morgen til 17 med mindst 3 lange pauser og har alligevel tilbagelagt op til 38 km om dagen. Helt slut med Compeed og Ibuprofein mv. Ingen smerter og ingen hævelser. Forskellige andre Caminoer har mødtes med vores de sidste dage. Vi tror måske nok, vi er seje, fordi vi har gennemført 780 km på under 4 uger, men på Alberguerne møder vi folk, der har vandret op til 3000 km på 3 måneder for at komme hertil.
Det, der mest af alt har kendetegnet de sidste dage på Caminoen er vemod. Specielt i dag har vi kigget på kilometerstenene, der talte nedad: 13 km, 12 km, .... og tænkt: "Åh nej, tænk at det snart er slut". Glemt er alle smerterne, tanken om vådt og klamt tøj, alt for varme eller alt for kolde sovesale, snorkende gæster, umulige brusere osv. Tilbage er kun tankerne om alle de dejlige mennesker, vi har mødt på turen, de mange smil, den store gæstfrihed, vi har mødt overalt og naturoplevelserne. Uha, det bliver svært at vende hjem til dagligdagen.
Mødet med Santiago er også lidt skræmmende, for vi er jo alle kommet, fordi vi søger noget. Og fandt vi så det? Tja, jeg kan ikke sige, at jeg fandt ud af, hvor jeg vil hen med mit arbejdsliv, og hvad jeg skal sige til jobkonsulenterne eller recruiterne, der vil have mig til at sige, at jeg "brænder" for et eller andet. Tankerne på Caminoen har bevæget sig på et andet plan. Men måske har jeg lært noget meget vigtigere og grundlæggende: hvad der virkelig betyder noget i livet. En seng at sove i, rent og tørt tøj, et varmt brusebad, et måltid, varme og gæstfrihed, et smil, søde og åbne mennesker, naturen, gæstfrihed, en kold øl ovenpå en lang dags vandring, naturoplevelserne, musik på en bar, som giver lyst til at danse … Det har været en velsignelse for mig at kunne så mange sprog og være i stand til at kommunikere med så mange mennesker med så forskellig baggrund. Tænk at så enkle ting (udover det med sprogene) kan give så stor glæde.
Man beskriver Camino'en som et "parallelt univers": I en kort periode af dit liv frigør du dig fra "det rigtige liv" og begiver dig ud på en rejse, der skal gøre dig klogere på livet. Men nu tænker jeg faktisk mest af alt, at det her er det er "det rigtige liv", og at livet derhjemme er helt forfejlet. Her kan vi glæde os over simple ting som et smil, et varmt håndtryk, et måltid osv. Derhjemme tror vi altid at vi skal opnå et eller andet finde glæden: en lønforhøjelse, en højere stilling, en smartere bil, et større hus, men vi ved jo godt, at det ikke gør os lykkeligere. Vi er bare fanget i et hamsterhjul, der ingen veje fører hen. Men her - det er ægte.
SPIRITUELLE TANKER - STOP HVIS IKKE DU KAN KLARE DEN SLAGS
I mit indlæg den 28/10 skrev jeg om det store ord "kærlighed" og om, hvordan livet ændres på magisk vis, når vi føler os elskede, og om hvordan vi - måske - kan finde den følelse i os, hvis vi kan lære at tro på budskabet i hele det nye testamente om, Gud sendte sin søn, Jesus, for at fortælle menneskene, at de er elskede af Gud som de er og på trods af alt. "Altid, allerede elsket".
Men kan man så ikke bare sig til sig selv 1000 gange om dagen "Jeg elsker dig"? Jo, det er der faktisk mange selvhjælpsguruer, der skriver, og du kan sagtens finde kurser derhjemme med titlen "Elsk dig selv - og bliv elsket". Jeg tror på, at det virker, Hjernen kan programmeres på den måde. Tanker skaber følelser og følelser skaber tanker. Det skal nok virke. Så hvorfor blande en Gud ind i billedet? Det er det, jeg lovede at uddybe.
Jo, man kan nemlig sagtens elske sig selv og samtidigt være en led satan mod sine medmennesker eller drømme om at hævne sig på sine fjender. Og så er vi tilbage ved princippet om "Et øje for et øje", som hinduen Ghandi gennemskuede konsekvensen af: "Så vil hele verden ende med at blive blind". Det kristne budskab er, at Gud elsker dig, men han elsker også dine medmennesker og din værste fjende, på trods af alt, hvad han har gjort. Derfor er det en synd mod Gud at gøre skade på et andet menneske. Budskabet lyder: "Du skal elske din næste, således som du elsker dig selv". Profeten Muhammed skabte fred i hele Arabien med dette simple budskab. Jo, du læste rigtigt. Begrebet "Jihad" - "Hellig krig" betyder oprindeligt den krig du må føre med dig selv, når alt i dig skriger på hævn over en fjende. Tilgivelse er uhyre svært - det ved vi alt om. Hvorfor forbinder vi så Islam med så meget ufred? Det kunne jeg heller ikke forstå og tog et kursus på Aarhus Folkeuniversitet for at forstå Islam bedre. Den korte historie er, at den ufred vi forbinder med Islam, intet har med Islam at gøre. Det har snarere noget at gøre med arabiske konflikter. En ting, du kan tænke over i denne sammenhæng, er "Gud" på det sprog, som Jesus talte, hed "Allah". Muhammed prædikede tolerance overfor kristne og jøder. Meget er gået skævt i den arabiske verden siden dens storhedstid omkring år 1200 - det er en helt anden historie. Men Islam er der ikke noget galt med.
Nu skal I nok slippe for flere spirituelle, religiøse indlæg fra mig i denne omgang.
Billeder fra dagen: #Day-27