Camino de Santiago dag 24, Palais do Rei med ca. 70 km tilbage til Santiago. Gået ca. 30 km i dag.
Det har øsregnet hele dagen, og alt blev klamt og vådt. Jeg har fået en ny vandremakker, italienske Elija, som også var med på billederne fra i aftes. Vi nåede dagsmålet på 25 km allerede kl. 14, og fortsætte, og nu tror vi faktisk på, at vi kan nå til Santiago på kun 2 dage mere. Det vil give lejlighed til at mødes med italienske Fabricio den 3. november.
Han flyver hjem den 4. Jeg har en flybillet den 7. Både Elija og jeg vil gerne se Finisterre og Muxia. Vi kan ikke nå at gå turen på 3 dage, men vi kan tage bus til Finisterre og vandre til Muxia (28 km, så vidt jeg er oplyst) og derfra tage bussen tilbage til Santiago. På vandreturen i øsregn mødtes vi med en fransk dame, som lærte os at synge en pilgrimssang på fransk, "Tous les jours nous allons …". Det var sjovt og hævede gejsten. Ellers er den største oplevelse i dag at få varmt og tørt tøj på, efter at det havde været en tur gennem vaskemaskine og tørretumbler:
"Camino'en lærer dig, hvad du har brug for, ikke hvad du ønsker".
Det sidste er noget, som får det til at tic'se hos mig, når jeg tænker på alle de jobkonsulenter, der i tidens løb har spurgt mig, hvad jeg vil og ønsker: I mine unge dage var det absolut illegimt at spørge sig selv om, hvad man ville. De mennesker, jeg omgikkes dengang, hadede akademikere - "skide evighedsstudenter". Så da jeg valgte ingeniørstudiet, handlede det ikke om , hvad jeg ville, men om hvad erhvervslivet havde brug for, og hvor der var jobs at få. Og selv det, måtte jeg forsvare igen og igen. Dengang kunne man ikke sige højt nogen steder, at man var ingeniørstuderende - så rendte pigerne skrigende væk. Sådan nogle mænd ville de virkelig ikke omgås. Det allerværste man kunne gøre var at læse noget med EDB. "EDB gjorde jo en masse mennesker arbejdsløse" lød parolen. Så de fag turde jeg da slet ikke tage - bortset fra nogle få obligatoriske fag.
Da jeg blev ansat på Jydsk Telefon, troede jeg, at jeg skulle designe elektroniske kredsløb, men min chef spurgte mig, "om ikke vi havde lært at programmere på det der ingeniørstudium?". "Jo, det havde vi da", måtte jeg indrømme, og så blev jeg bedt om at påtage mig en programmeringsopgave. Det førte til 33 år med IT. Men det handlede aldrig om, hvad jeg havde lyst til. Det handlede om, hvad jeg blev bedt om at lave, og hvad det var nødvendigt, for at få virksomheden til at fungere. Hver gang, der kom unge mennesker til, som brændte for at arbejde med den teknologi, som jeg sad med, så flyttede jeg mig og kastede mig over noget andet, for det handlede jo ikke om mig, men om helheden, og der var så meget andet, der også skulle fikses, for at VI - som en virksomhed - kunne lykkes med det, vi skulle.
Nu står jeg så med en kompetenceprofil så bred som et kontinent, fordi jeg hele tiden har været loyal mod mine chefer, mine kolleger og min virksomhed og været den fleksible medarbejder, der gjorde hvad der var brug for, og ikke hvad han selv ville. Men den profil kan ingen bruge. Man vil have eksperter med smalle og dybe kompetencer, ikke generalister, der kan alt, uden at være supereksperter. Jeg husker stadig med gru en konsulentchef, der spurgte mig, "hvad jeg ville", og da jeg tøvede lidt med svaret, kiggede han næsten hånligt på mig og sagde "Nå - du vil bare tjene penge".
Og undskyld, kære erhvervsliv, men jeg har faktisk brug for at tjene penge for at overleve. Men den indstilling er altså ikke god nok længere. Øv.
Billeder fra dagen her: #Day-25