Nogle af os er heldige at vokse op i omgivelser, hvor vi føler os værdsatte og elskede, som vi er. Selvom vi får skældud i skolen eller dårlige karakterer, så oplever vi os elskede alligevel. Så udvikler vi det, som psykologerne kalder selvværd: vi er noget værd som os selv, og selvom vi fejler, så er vi i stand til at rejse os op med et smil og prøve igen.
Andre er mindre heldige. Vi oplever måske, at mobning/bank i skolen følges op af mere bank og hån derhjemme, fordi far og mor ikke kan håndtere vrede, gråd og fortvivlelse, "og da de var børn…" . På en god dag giver de dig måske et velment råd: "du skal bare være ligesom et elsket og respekteret familiemedlem, så vil det gå meget bedre". Men under det hele ligger en ubevidst holdning, som formentlig aldrig nogensinde formuleres i ord: "Du er ikke god nok, som du er - du skal ændre dig for at gøre dig fortjent til kærligheden". Men pludselig en dag kommer vi hjem med gode karakterer fra skolen, eller vi har scoret for fodboldholdet og er blevet tiljublede eller... Og så er får og mor så stolte, og vi oplever pludseligt at være gode nok. Det hedder betinget kærlighed. Du er elsket og respekteret, hvis … Du er ikke elsket og respekteret for den du er, men for det, du udretter. Sådan et barn oplever, at det ved at levere resultater kan opnå den eftertragtede anerkendelse og måske endda kærlighed, og det vil jagte den dejlige følelse hele livet. Det udvikler selvtillid som en erstatning for selvværd. Men det er en farlig erstatning, for lider barnet alvorligt nederlag, så ramler hele korthuset. Den indre afstivning mangler.
I bogen "Livsfarlig ledelse" af Chr. Ørsted, beskriver han, hvordan bl.a. AP Møller udnytter mennesker med lavt selvværd. De arbejder sig simpelthen ihjel i forsøget på at blive "gode nok". Her har du måske også forklaringen på begrebet "12-tals piger".
I bogen "Overvind din angst" af den amerikanske psykolog Louise Hayes, skriver hun, at selvom det nok er lykkedes hende at afdække og sætte ord på problemet med lavt selvværd hos klienter, så er det aldrig lykkedes hende at bibringe dem følelsen af selvværd.
Det er så her, at jeg tror, at troen kan noget, som moderne psykologi ikke kan. Det hele handler om, at du skal føle dig elsket som den du er, som den lille grimme ælling uden svanefjer og ikke for det, du har udrettet. Og det er netop det, hele det nye testamente handler om i min fortolkning: At Gud sendte sin søn for at fortælle menneskene, at de er elskede på trods af alle deres fejl og synder. At Han er klar til at tilgive og give os en ny chance. Jesus gik jo ikke til dem, der var respekterede og velfungerende. Han gik til de udstødte og foragtede. Selv det usleste menneske er uendelig meget værd i Guds øjne i komplet modstrid med det menneskesyn, som fx vikingerne havde.
Men sådan noget tror vi jo ikke på, vel?
Masser af mennesker læser er par sider i biblen og lægger den så fra sig med ordene: "Det tror jeg simpelthen ikke på". Her lægger man samme betydning i ordet "tro", som hvis man havde sagt: "Jeg tror ikke på, at jorden er flad". Det danske sprog er ikke særlig rigt og kan ikke udtrykke de forskellige betydninger af verbet, "at tro", som visse andre sprog kan. Måske fordi vi engang var vikinger. Men det her er noget andet. Hvis du kan lære at tro, at Gud elsker dig, således som du er med alle dine fejl, så sker der noget magisk inden i dig. Og pludselig bliver Gud og hans kærlighed virkelig. Den danske filosof Søren Kierkegaard kalder det "et modigt spring": du sidder med al din sunde fornuft og kaster dig ud i noget, som ingen mening giver. Men pludselig giver det alligevel mening. Hvis altså du har modet, og det lykkedes for dig. Det er nemlig rigtig, rigtig svært.
Jeg prøver stadig.
Der står en sætning i Biblen, som mange forbitres over, fordi det er så hamrende uretfærdigt: "Den, som har, skal mere gives. Den som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har". Men det er jo sådan det er: Mennesker, der føler sig elskede, har overskud, strutter af energi og humør og er i stand til at elske andre, og oplever at alle står i kø for at få del i kærligheden. Men mennesker, der ikke har den følelse i kroppen, som føler sig udstødte og forkerte, flygter alle skrigende bort fra, selvom de er dem, der har mest brug for kærligheden. Kvinder oplever det måske mere end mænd: at på en dag, hvor håret er fladt, og humøret ikke vil, og de har allermest brug for omsorg, så er der ingen, der giver den. Men når de er ovenpå, så …. Hamrende uretfærdigt. Men det er jo netop den uretfærdighed, som Jesus iflg. det nye testamente er sendt for at rette op på. Hvis altså du tør tro på, at Gud elsker dig som du er.
Dette lyder som noget, der kunne komme fra en selvhjælpsguru. I et senere indlæg vil jeg forklare, hvorfor jeg alligevel mener, at den kristne tro er større.
Billeder fra dagen: #Day-20