Camino de Santiago 2019, dag 20, 27. oktober. "Om at elske sig selv"

For et par år siden faldt jeg under et højskoleophold over en lille tynd bog med titlen "Love Yourself". Den handlede i al sin enkelthed om , hvordan man kan reparere sit liv og komme fri af angst og depression ved at sige til sig selv "Jeg elsker mig selv" tusinde gange om dagen eller mere, indtil kroppen tror på det. Tanker skaber følelser - følelser skaber tanker. En måde at skabe den magiske følelse af at være elsket, som gør at ændre

mennesker også kan elske dig Det tror jeg faktisk på er muligt. Det ligger i tråd med bl.a. mindfulness tankegangen, hvor du ikke slår dig selv i hovedet med alle dine forkerte tænker, men i stedet accepterer alt, som sker indeni dig med kærlighed og respekt, selv dine negative tanker og følelser. Det er i modsætning til tidligere tiders tanker om positiv psykologi, hvor det gjaldt om at vende negative tanker til positive.

Alligevel er der noget i vendingen "Jeg elsker mig selv", som ikke helt giver mening. Hvad nu, hvis jeg var en led stodder, som nød at udnytte andre mennesker? Som tænkte, at fordi jeg er sådan et dejligt menneske, så kan jeg tillade mig at dømme og rakke ned på andre mennesker?

Det er her, at kristendommen har et helt andet budskab end selvhjælpsguruen.

For Jesus' budskab om, at du er elsket som du er, gælder nemlig også også alle de andre mennesker, som du kommer i kontakt med, din næste. Det er et opgør med MIG, MIG, MIG tankegangen og ideen om, at "enhver er sig selv nærmest", som vi også kæmper med i dag. Du er ikke den største i verden - du står til ansvar for noget, som er meget større end dig. Det er her næstekærlighedsbudet kommer ind: "Du skal elske din næste, således som du elsker dig selv".

Der er så mange mennesker, der påstår, at religion skaber ufred i verden, og at det vil være meget bedre uden. Og vel er der ført utallige krige i religionens navn og utallige mennnesker er dræbt i den sags tjeneste. Jeg vil dog påstå, at de mennesker, der slår andre ihjel i religionens navn intet har forstået om deres religion, og at de som påstår, at religion skaber ufred, intet har forstået.

Jesus elskede alle, men han reagerede meget skarpt overfor de såkaldte Farisæere, de meget religiøse, som følte, at de var så gode og så rigtige, at de kunne tillade sig at dømme og nedgøre andre. Kærligheden dømmer ikke.

Nogen har måske bemærket, at de islamiske krigere i IS(IS) i nogle lande blev kaldt DAESH, og det betyder det samme: nogen, der tror, at de er så gode muslimer, at de kan tillade sig at dømme og trampe andre under fode (eller hugge hovedet af dem). Det har intet med Islam at gøre.

Nu vi er ved Islam, så var det nogenlunde det samme budskab, der skabte fred i den arabiske verden, da Muhammed kom til. Før ham, var det et ragnarok af krige, blodfejder.
mv. Hver mand havde sin egen gud - eller ingen - og stod ikke til ansvar for noget højere. Men da analfabeten Muhammed kom ud af hulen med de smukke tekster, der til sammen udgør Koranen, og som oven i købet rimer på arabisk, så troede samtiden på, at han havde mødt Gud kaldet Allah. Læren var, at der ikke findes mange guder, men EN, og han elsker både dig og din værste fjende. Derfor var det en synd at slå din fjende ihjel. Vi kender begrebet Jihad - hellig krig - som et udtryk for, at det skulle være i orden at slå ihjel i Islams navn. Men iflg. en artikel, jeg har læst i Newsweek så betyder Jihad i dets oprindelige betydnig, den indre krig, du må kæmpe med dig selv, når alt i dig skriger på hævn. Drab og hævndrab fører ingen vejne hen. Som Ghandi sagde: "Et øje for et øje princippet vil ende med at gøre hele verden blind". Det er præcis det samme som i kristendommen, hvor tilgivelse er et uomgængeligt begreb. Islam og Muhammeds lære skabte fred i hele Arabien. Alle ville lære at læse Koranen og måtte derfor lære det fælles sprog arabisk og lære at læse og skrive. Det førte til, at den arabiske verden mellem 600 og 1100 kom langt foran Europa, der var nedsunket i den såkaldte Mørke Middelalder efter romerrigets sammenbrud i 410. På den tid var Islam oven i købet en tolerant religion, der havde stor sympati for jødedom og kristendom - de andre monoteistiske religioner, som også baserede sig på tesen om, at der kun findes en gud, som alle står til regnskab for. Et kuriosum er, at på det sprog, som Jesus talte - Aramæisk - kaldes Gud for "Allah". Så måske er vores gud og Allah den samme, og i så fald er muslimer og kristne forpligtet til at behandle hinanden med respekt, for alt andet er en synd mod Gud. Muhammed prædikede faktisk, at muslimer skulle behandle kristne og jøder med respekt. Muslimerne kan dog ikke rigtig forlige sig med, at Muhammed ikke er nævnt i det gamle testamente som den største profet af alle, større end Jesus. De mener, at jøderne har svindlet ("byttet rundt på bogstaverne") for at skrive Muhammed ud af testamentet, men det er en anden sag.

Min påstand er derfor, at troen på, at der findes en højere magt, som elsker både dig og din værste fjende, er en fredsskabende tro, og at de som slår ihjel i religionens navn intet har forstået, hverken kristne eller muslimer.

Alt den ufred og alt det mørkesyn, som vi forbinder med Islam, har snarere forbindelse med den arabiske kultur, som forfaldt pga. korruption og nepotisme og indre splid mellem 1200 og 1800. Araberne ved udmærket godt, at de er bagud, men jo mere vi angriber og bebrejder dem, desto mere føler de sig kaldet til at forsvare sig selv og deres kultur. Islam i sig selv er der ikke noget galt med. Det er kulturen omkring og en masse indre konflikter, der kun på det alleryderste plan manifesterer sig i noget tilsyneladende religiøst.