Tilbagelagt 27,7 km, 224 km igen, 664 km tilbagelagt.
Dagen i dag har været helt speciel. Landskabet har nemlig ændret sig til bjerglandskab og det meste af dagen har vandringen foregået i højder på mellem 1000 og 1500 meter i det allerskønneste solskinsvejr med en fantastisk udsigt. I går delte jeg Albergue med franske Jeanine og engelske Elizabeth kaldet Liz, to søde, pensionerede damer på mellem 65 og 75. Jeanine taler kun fransk, så samtalen foregik på det sprog - med lidt hjælp fra Liz, der både taler engelsk, fransk og spansk. Liz tog sig til hovedet, hver gang Brexit blev nævnt i TV i restauranten. Jeg fortalte, at den danske tilslutning til EU er steget, efter at danskerne har set, hvilket kaos
briterne er blevet kastet ud i. Liz konstaterede, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Hvis resten af Europa har lært af briternes fejltagelse, er der da kommet noget godt ud af det. Hun mente dog, at valgresultatet ville blive nogenlunde det samme (49 - 51%), hvis man mod alle odds skulle beslutte sig for at holde en ny afstemning. Problemet er, at der er gået så mange følelser i det, at folk forskanser sig i deres holdninger og ikke lader sig rokke. Sådan skal et demokrati ikke fungere. (Mange tror, at demokrati handler om at høre folkets mening ved en afstemning, men det handler meget mere om at lytte til de forskellige synspunkter og lade sig flytte af dem. Ellers kan man ikke tale om en beslutning taget på et oplyst grundlag). Det var Liz's ide, at vores fællesfoto skulle tituleres "Europe before Brexit". Se billeder.
På vandreturen kom jeg forbi "La Cruz de Ferro", et stort kors i 1500 meters højde, hvor det er traditionen, at hver pilgrim skal lægge en sten, som han har haft med hjemmefra. Over årene er stenbunken vokset til 7 meters højde! Jeg lagde en lille flintesten mærket med min kæreste Ulla Sommers og mit navn, årstallet 2019 og et dansk flag. Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på, at stenen skal repræsentere noget, man lægger fra sig og ikke længere har brug for. Det håber jeg virkelig ikke. Ulla er det bedste, der er sket for mig de sidste 5 år. (Se billeder).
Her til aften har jeg spist middag på et albergue, der nærmest er et højfjeldshotel med en fantastisk udsigt. Ved bordet sad bl.a. hollandske Frans, italienske Irene, tyske Beatrix og en gruppe på 3 koreanere: Joseph, Ayoung og KayHo. Det var et enormt gennembrud, fordi vi har mødt så mange koreanere hernede, men det var første gang, at vi mødte nogen, vi var i stand til at kommunikere fornuftigt med på engelsk. 25% af koreanerne er kristne. De var søde og vi lærte at skåle på hinanden sprog og sang også fødselsdagssang på hinandens sprog for Irene, der fyldte 26, også "I dag er det Irenes fødselsdag, hurra…". Det lykkedes mig at få hende til at sige "Marmelatte" på sit eget sprog, og ikke et øje var tørt. Italiensk er bare sådan et smukt sprog. Frans er noget af en sag for sig. Han er 59, men da konen døde for 7 år siden, valgte han at sælge alle sine ejendele, pakke rygsækken og tage på vandretur. Og så han ellers vandret lige siden i Europa, USA og Australien. Hans rygsæk vejer 8 kg, og han vandrer i sine sandaler selv i snevejr.
Billeder fra dagen: #Day-19