Philomena
Mine ømme ankler er ikke blevet meget bedre, og jeg er nødt til at vandre meget langsomt. "Piano", som italienerne siger. Åh, hvor er det bare sådan en smukt sprog. I skulle høre en af de italienske piger siger "Marmelatte - Marmelade" på sit eget sprog. Som en drillende, smilende sang
Men at gå langsomt har også sine fordele, for ellers var jeg ikke faldet i snak med Philomena, en lille, smuk kvinde på ca. 70, som også gik uhyre langsomt. Hun havde valgt at tage Camino'en i 3 etaper a 14 dage og var nu på sin 2. etape. Første etape havde hun gennemført i foråret 2019.
Jeg genkendte straks hendes sjove irske accent, men var lidt tilbageholdende med at bruge den at stedfæste hendes nationalitet, da jeg før har taget gruelig galt. Men hun VAR irsk, og var glad for, at jeg ikke sagde "britisk", da der åbenbart stadig er stor modvilje mod kolonimagten Storbritannien i Irland. Hun spurgte, om ikke Danmark også havde været kolonialiseret? "Næ", sagde jeg, "det er vist snarere os, der har angrebet og kolonialiseret en masse lande". Sådan kom vi til at tale om vikingetiden, og det viste sig, at vi begge havde set HBO Nordic serien "Vikings" og begge var blevet fascineret af den. Normalt tænker vi på vikingerne som blodtørstige krigere, der overfalder, røver, voldtager og lemlæster, og det ser vi jo også i denne serie, men samtidigt portrætteres de også som mennesker med al deres iboende tvivl, frygt, glæde og sorg.
Vikingerne hyldede jo de nordiske guder Odin og Thor, og idealet var dø i kamp. Og så der var også princippet om "Den stærkes ret": Hvis person A og person B havde en tvist, og der var tvivl om, hvem der havde ret, så skulle A og B mødes i tvekamp. Den, der vandt, havde retten på sin side. Så simpelt var det: Et menneskeliv havde ingen værdi. Men i løbet af serien møder vikingerne kristne kulturer i både England og Frankrig, og det er fascinerende at se, hvordan de langsomt flyttes og kommer i tvivl om deres eget værdigrundlag. Det havde både Philomena og jeg fæstnet os ved. Fx tilfangetager vikingerne en ung, kristen præst under et raid mod et engelsk kloster, og den danske vikingekonge, Ragner Lodbrog, ender med at blive personlig ven med ham og fascineres af hans anderledes livssyn. På et tidspunkt beder Ragnar præsten lære sig en kristen bøn, og han lærer "Fadervor", som han beder, men visse af sætningerne kan han dog ikke få over sin mund. Skiftet til kristen kultur skete jo ikke på en dag. Under et senere raid mod Paris, som vikingerne taber trods stor genialitet, lader Ragner sig døbe i den kristne tro, men det ikke helt klart, om han gør det, fordi han vil, eller fordi han derved får lejlighed til lave en snedig krigslist mod Frankerne. Det mest fascinerende ved det afsnit er Ragnars bådbygger, som inderligt hylder de nordiske guder og afskyr Ragnars' flirten med de kristne idealer, om som ikke fatter, hvordan de nordiske guder kunne svigte vikingerne i raidet mod Paris. Tvivl, tvivl, tvivl, noget af det mest opbyggelige som findes - hvis du spørger mig. Men absolut ildeset ved jobsamtaler ……
Vi fik også en snak om dansk og engelsk politisk kultur, og Philomena var meget fascineret over den måde N.F.S Grundtvig har inspireret og dannet hele fundamentet for den måde demokratiet udspilles på Danmark og Norge. Samt hans teologiske tanker, hvor troen ikke kun handler om individet, men i lige så høj grad om fællesskabet. Hun mente, at det er en udvikling, som er på vej i Irland også, men først er kommet til i de sidst 40 - 50 år.