El Burgo Ranero, 430 km tilbagelagt, 349 km igen
Endelig tørvejr igen, men vi startede ud i mørke og kun 2 graders varme. Senere på dagen steg temperaturen til 12 - 13 grader, helt vindstille og det skønneste solskinsvejr. Til gengæld måtte jeg sætte hastigheden gevaldigt ned pga. smerter i anklerne, der både er hævede og sorte pga. blodutrædninger. Ved ikke, hvad det er.
Men bedst, som jeg sad der på en bar sidst på eftermiddagen og trøstede mig med en stor "Cerveza con Limone", så stod hun der igen, Ivana, den slovakiske kvinde, som har mistet hele sin familie til kræften. Hun fik selvfølgelig et gevaldigt kram og viste stor glæde over at have genfundet en af sine venner, selvom vi har et gevaldigt besvær med at kommunikere - hun kan næsten kun italiensk. Jeg fandt dog ud af, at hun dagen før - hvor det havde øsregnet - havde vandret 41 km med feber og helt alene. Jeg spurgte, om ikke det havde været forfærdeligt, men hun svarede: "Slet ikke - Contemplari". Tiden alene på Camino'en havde givet hende en stund til reflektere over livet. Vi besluttede os sammen for at vandre de sidste 7 - 8 km til El Burgo Ranero, hvor Fabrizio havde meddelt, at han overnattede.
Hun fortalte ikke direkte, hvad hendes reflektioner dagen havde drejet sig om, men jeg tror jeg ved det alligevel: For på hele turen smilede hun og pegede på alt det skønne, som mødte os på vejen: den flotte himmel, solnegangen, fuglene, der sang, vandets rislen, træernes smukke efterårsfarver....
Hun havde besluttet sig for at nyde og glæde sig over hver eneste dag i hendes liv, som om det var den sidste, og ikke lade frygten for døden vinde. Hvor er jeg glad på hendes vegne
Vi nåede frem til Fabrizio's Auberge og nød en middag sammen med belgiske Eric (psykolog), der så sandelig havde en guitar med i sin 14 kg tunge rygsæk og spillede en dejlig version af "Sound of Silence" for os. På videoen, ser i både Fabrizio, Eric og Ivana.