Claus i St. Jean Pied de Port

Camino de Santiago 2019, dag 0, 7. oktober. St. Jean Pied de Port

St. Jean Pied de Port, cafe på butiksgaden, ikke den gamle.

Engang i mine unge svæveflyvedage var der en højtråbende og brovtende formand, som fyldte 50. Han var ellers uhyre nærig og meget selektiv mht hvem der var værdig til hans opmærksomhed, men lige netop til sin 50 års fødselsdag inviterede han gud og hvermand til en stor og dyr fest. Dybt besynderligt - var han blevet en ny mand? "Næ", sagde en af de gamle instruktører til mig, "vi blev inviteret, fordi vi skulle se ham". Al hans rigdom, al hans succes, al hans magt og glans….

Og her sidder jeg så i den stik modsatte situation: berøvet min identitet, mit ægteskab, mit hus, mine penge, al min ydre glans. Er jeg så bitter? Ja, i perioder, men mere og mere føler jeg mig stærk og ligevægtig og ikke længere bange for at være mig selv.

Det er en mærkelig følelse, som kommer over mig oftere og oftere, nærmest som en form for ---- lykke?

Jeg tænker på noget, som Janis Joplin sang engang: "Freedom is nothing left to loose". Eller som Nina Simone sang: "I ain't got no home, ain't got no shoes, Ain't got no money, ain't got no class …but … I've got life"

Det er faktisk et klassisk kristent tema: "Den mindste skal blive den største, den største skal blive den mindste". Det handler ikke om, hvad du har udrettet, men om hvem du er, om at være elsket på trods af alt.

Vores præst i Odder Valgmenighedskirke, Kirsten Høg, havde en rigtig smuk udlægning af det tema i en julegudstjeneste engang: Vi kender alle HC Andersens "Den grimme ælling", om det stakkels kræ, som går så meget ondt igennem, men som ender med at blive smuk og elsket. Akkurat det, vi alle drømmer om. Er det kristne budskab så, at hvis vi opfører os ordentligt og går en masse grumt igennem, så kan vi gøre os fortjente til at være elskede? Næ, tværtimod, budskabet er, at "du er altid, allerede elsket" - som de grimme ællinger, de fleste af os alligevel er indeni.

Og nu, hvor jeg stort set har mistet alle mine ydre svanefjer, så må jeg jo hellere prøve om jeg kan finde den lille grimme ælling indeni se, om han kan huske, hvem han er, og hvad han egentlig ville her i livet Det er, hvad Camino'en handler om for mig.

Billeder fra dagen: #Day-0

Cookie accept

Nej, jeg logger ingenting omkring dig eller deler med andre. Hjemmesiden her bruger kun en simpel cookie til at sikre funktionaliteten.

More Info