En artikel, som jeg skrev til Aarhus Svæveflyveklubs klubblad omkring 1990. Der er nok ikke mange, der forstår, hvad den egentlig handler om. Dertil kan jeg kun sige: du er heldig, at du ikke - uden egen skyld - er blevet blandet ind i sager, hvor fremtiden for dit hjerteblod afhænger af offentlige høringer. Mage til hykleri...
AT RETTE BAGER FOR SMED
Der var engang en lille by. Ja, måske var byen slet ikke så lille endda, og måske er det heller ikke så længe siden, at det skete, men det får nu være. I byen boede der blandt andre godtfolk en bager og en smed. Begge havde de boet i byen i mange år og var ganske vellidte. I nogles øjne var de måske en smule aparte, for begge var de nemlig ganske betagede af fuglenes flugt og tilbragte næsten hver en stund med at vandre i skovene og beundre fuglene. "Ordentlige borgere skulle hellere bruge tiden til at passe hus og have og gå på passiar hos hverandre", var der nogen der hævdede. Men der var nu få borgere i den lille by, som ikke på et eller andet tidspunkt havde været på besøg hos smeden eller bageren for at betragte deres smukke fuglebilleder eller høre deres lidenskabelige beretninger om fuglenes flugt.
Nu skete der så det i den lille by, at der skulle bygges et nyt vartegn i stål og glas. Desværre så lod det sig kun gøre, hvis smedens hus blev revet ned. "Men", lovede byens råd, "vi skal nok finde et andet sted til dig". Vel havde smeden været ganske vellidt, "men der lyder ofte hammerslag fra hans værksted”, sagde man det første sted, der blev prøvet. "Han bander så forfærdeligt”, sagde man det næste sted. Det tredje sted sagde man blot, at når ingen andre ville have smeden, så ville man heller ikke der. Sådan gik det over hele byen. "Jamen I har jo lovet mig et sted at bo", græd smeden, men ingen i byens fine råd svarede. Så måtte han da flytte til en anden by, hvor borgerne ikke var slet så fine.
Nogle år senere var det bagerens hus, der stod for tur, for byens flotte vartegn skulle være endnu større. "Du bruger ikke hammer, og dit sprog er ganske dannet, så dig finder vi fluks et andet sted til", beroligede byens råd. "Han støjer", sagde man det første sted, skønt ingen nogensinde havde hørt støj fra bageriet. "Han bander” sagde man det næste sted, skønt alle vidste, at bagerens sprog var ganske dannet. Mange var klagerne, men ingen lod sig bekræfte. Stor var bitterheden blandt de fine borgere, da det ikke var lykkedes at afvise bageren. Så var der da en snu borger, som udbrød: "Sæt nu byens råd bygger huset stort nok til, at smeden kan flytte ind også". Det ville være en katastrofe, var alle enige om. "Men huset er kun til bageren”, svarede byens råd. "Det tror vi ikke på", svarede borgeren, "der kan jo komme et andet råd til, som lader smeden flytte tilbage”. Og alle byens borgere mente, at han havde ganske ret. Det kunne byens råd ikke svare på, og så måtte også den arme bager flytte.
Ganske få år senere var både smeden og bageren døde af sorg, og byens råd kunne nu - ikke uden en vis tilfredshed - konstatere, at der ikke længere fandtes problemer tilbage, som man ikke havde fundet en løsning på. "De var nu også lidt aparte", tænkte man om smeden og bageren, og så tænkte man ikke mere på dem.
MORALE:.... (Lad os håbe der ikke bliver brug for den morale).
Claus