Claus Nedergaard Jacobsen Homepage

Anette Overby: Den ene af de to personer i artiklen. Hun er "ude" og ingen vil slippe hende ind. Den anden person i artiklen er en senior, som er "inde". Virksomheden gør alt for ikke at slippe ham ud.

 

Politiken har fornyligt bragt en artikel, der med afsæt i fakta-tal belyser problemet med at komme tilbage på job for 50+ere, der har været uheldige at blive ofret i en sparerunde eller andet. Det er sådan en artikel, man kun kan blive i dårligt humør af at læse. Hvorfor deler jeg den så? Fordi VI kan nå at ændre på det, inden det bliver DIN tur til at stå i det håbløse morads, som jeg og andre ledige 50+ere oplever. Det er for sent for mit vedkommende, så det handler ikke om mig, men om DIG og VORES samfund. Det kan heller ikke være sjovt for dig som arbejdsgiver, der tvinges til at ofre en af dine modne ansatte i sparetider, at vide, hvilken håbløs fremtid du sender din tidligere ansatte ud i.

Jobcentrene fortæller os, at vi bare skal blive ved med at søge, men artiklen her afslører med al uønsket synlighed, at det er en håbløs strategi. Det er så forsvindende en lille del af 50+ere, der kommer i arbejde igen, når først de er røget ud. Samfundsøkonomien kræver, at vi arbejder længere og længere, inden vi går på pension, og det er ok, men det hænger ikke sammen, når arbejdsgiverne ikke vil ansætte folk over 50. Ergo må politikerne tilbage til tegnebordet og finde en ny løsning. Jeg ved ikke, hvad løsningen er, men jeg ved, at det ikke nytter at presse de arbejdsløse. Det er ikke derfra, at løsningen skal komme.

Artiklen ligger bag en betalingsmur, men jeg tillader mig lige at citere:

"Kun 13 procent af alle de lønmodtagere, der blev ansat på en ny arbejdsplads i 2019, var over 55 år, mens det gjaldt 20 procent i aldersgruppen 35-54 år og over 40 procent af den yngste gruppe af lønmodtagere under 35 år. Det viser en analyse udarbejdet af fagforbundet Djøf på baggrund af registertal fra Danmarks Statistik"

"Analysen viser også, at hovedparten af de 55-årige lønmodtagere, der rent faktisk fik et nyt arbejde i 2019, skiftede direkte fra en arbejdsplads til en anden. "

"KUN 1 PROCENT AF DE ALLE NYANSATTE OVER 55 ÅR KOM DIREKTE FRA LEDIGHED."

Derudover er der nogle rystende detaljer om, hvordan arbejdsløsheden opgøres: Når først du er røget ud af dagpengesystemet og må lade dig forsørge af din ægtefælle, leve af lån i huset eller gå på - alt for - tidlig pension, så tæller du ikke længere i statistikken som arbejdsløs. Yderst bekvemt for politikerne, der gerne vil dokumentere fremgang under deres ledelse - men ikke for dig og mig. Det skal vi have lavet om på. Alle skal have en chance for at opretholde en rimelig indkomst indtil pensionsalderen.

Referencer: