cnj.dk.P1040056NorglideDay2_6Comp

Vejr og flyvning.

Der var meldt pænt flyvevejr den 2/6, men også temmelig kraftig vind fra vest (på tværs af banen og af dalene), som skulle tiltage i styrke i løbet af dagen. Der var udskrevet en hastighedsopgave på ca. 300 km med 3 vendepunkter langs Østerdalen. På det tidspunkt, da feltet skulle slæbes i luften, var flyvepladsen imidlertid dækket af skygge - pga. en stor lenticularis sky, som slukkede termikken i hele området! En times tid eller to senere havde den efterhånden flyttet  sig  så langt mod syd, at der var sol på pladsen, men ingen skyer i området. Det er på dette tidspunkt, at nedenstående billede er taget.

EA klar til start den 2/6. Billedet er taget mod SV. Den skønne lentis i baggrunden er desværre lukket land, da den ligger inde i
Oslo TMA (klasse C luftrum).

En sniffer (med turbo-motor) blev sendt op. Han kunne ikke finde termik over pladsen, men fandt - efter brug af motoren - noget en 10 - 15 km borte.  Så gik der yderligere en time eller halvanden med at vente. Derefter stødte der en yderligere komplikation til, fordi sidevinden nu var blevet så kraftig, at slæbepiloterne var tilbageholdede med at starte. Jeg var imidlertid ved at være syg af at kigge på Lentis'er og spurgte, om jeg måtte tage den selvstartende EA op som sniffer og det blev der givet lov til, "hvis jeg fandt det forsvarligt". (Nej, I får ikke at vide, hvor kraftig sidevinden  var - men det var slet ikke på højde med det, jeg har fløjet i i Ottsjö og Vågå Kiss).

 

Sidevinden gav ingen problemer i ground-roll og take-off fasen, men til gengæld så var turbulensen efter take-off ganske forfærdelig. Udflyvningen foregik på læsiden af en lille ås og synket var så kraftigt, at nettostiget på et tidspunkt var negativt. Men det ændrede sig ret hurtigt. Termikken var der over pladsen  på trods af mangel på skyer - de stod ca. 20 km mod nord - men termiken var meget forrevet og svær at flyve i. Over ca. 1000 meter (800 meter over  terræn) blev den dog væsentligt roligere, og i 1200 meter var det pludselig muligt at stige med 3,0 m/sek hele vejen rundt helt til 1800 meter. Det var dog på dette tidspunkt, at konkurrencelederen valgte af aflyse dagens konkurrence. Ikke pga. mangel på termik, men fordi han ikke ville tvinge slæbepiloterne ud noget, som de ikke kunne forsvare. Og det gjorde han jo helt ret i.

Men  så var vejen jo banet for, at jeg kunne tage op og lege med bølgerne, der så ud til at stå ca. 50 - 75 km mod nordLaughing

Flyvningen derop foregik i termik. Ligesom på de andre dage med bølgeindflydelse var det svært at blive klog på, hvor man skulle lede efter termikken henne under skyerne. Ingen af de kendte regler omkring vind- og solside virkede, men pludselig ramte man så alligevel termikken på et sted, hvor man slet ikke havde forventet den. Meget frustrerende. Nord for Rena gik termikken faktisk til 2400 meter. Så begyndte det imidlertid at knibe, og jeg var nede i 1000 meter omkring Koppang. Kunne overhovedet ikke finde system i det. Som et sidste forsøg, inden motoren skulle slås ud, afsøgte jeg en fjeldkam med både sol og vind. Der var da noget stig, men ikke meget. Over en bestemt slugt ("vindtragt") var det imidlertid væsentligt bedre, og jeg forsøgte at flyve otte-taller over tragten. Gættede på, at der ikke var tale om termik (som blæser med vinden), men hang/bølger (som er geostationære). Derfor brugte jeg  GPS'en til at holde mig  over område mere end  følesansen, som plejer at være den, der virker bedst i termik. Det lykkedes, og ganske langsomt fik jeg hevet EA op i 16 - 1700 meter med 0,5 - 1,0 m/sek i snit.

Stiget var voldsomt fluktuerende - lige fra plus 4 m/sek til minus 2 - 3 m/sek. Men i 16 - 1700 meter blev det pludselig helt roligt og tiltog til 3,0 m/sek integreret. Nedenstående billede er taget, da EA passerer 2200 meter. Bemærk skyens form.

Så er livet herligt: I 2200 meter med 3½ m/sek integreret foran en Lentis i et enestående skønt landskab

 

Kort efter tiltog stiget til 4 - 5 m/sek, og jeg var nu på vej op på siden af skyen:

På siden af Lentis skyen i 2850 meter (lige under det trælse loft i FL 95

Lige som festen var kommet i gang, måtte jeg dog forlade den igen, da luftrumsloftet i det pågældende område ligger i FL 95 (ca. 2900 meter).

(Iflg. de norske piloter ville jeg formentlig have  fået lov til at flyve højere selv uden transponder i det pg. område, hvis  jeg havde spurgt Bodø Control, men det vidste jeg ikke, og i øvrigt havde jeg ikke frekvensen skrevet ned. Cry).
 
 
Planen var at prøve et område længere mod nord, hvor loftet ligger i FL 135. Det var ikke muligt at flyve hverken udenom eller ovenover den lentis, som jeg lå på siden af, så bremserne blev taget ud i  2850 meter for at komme nedenunder.
 
 
Det lykkedes dog desværre ikke at finde bølger i området med FL 135 syd for Røros, så i stedet humpede jeg hjemad i den uforudsigelige termik og nåede hjem til Starmoen omkring kl. 18:50 uden at have brugt motoren undervejs. I alt ca. 4½ times flyvning og 260 km iflg. OLC: http://www.onlinecontest.org/olc-2.0/gliding/flightinfo.html?flightId=1371587686

 

 

Det blæste stadig temmelig meget på tværs, da jeg nåede hjem til Starmoen og spurgte derfor på radioen, hvilken bane, der var i brug. Det var centerleder John Eirik Laupsa, der svarede: "Tja, jeg foreslår at du tager den 1200 meter lange bane og smalle bane" Laughing. Så det blev landing på bane 33, samme bane som jeg var startet fra. Uden flaps og med 140 km/t i indflyvningshastighed var der overhovedet ingen problemer med at komme igennem turbulensen ned til landing og sætte EA på den 8 meter brede asfaltstribe, hvor William Soelberg stod klar til at slæbe mig de sidste meter hen til transportvognen:

Skønt at blive modtaget og få hjælp, straks man er landet. Bemærk det temmeligt store modelfly i baggrunden og V1 startrampen
(trykluftdrevet). Centeret blev også brugt af nogle drone-flyvere, der skulle i gang med en magnetologisk kortlægning af Norge. Skønt
når forskellige luftrumsbrugere kan dele de samme faciliteter. Foto: Hans-Reiner Orth, Tyskland

 

Herlig dag! (For mig ihvertfald).