1992
1992 var næstsidste sæson på Kirstesminde, men Rehne Andersen har ikke efterladt sig billeder fra 1993. Trods lavpunktet i vinteren 87 - 88, hvor vi var raslet ned fra næsten 100 medlemmer til kun ca. 40 og skulle starte op helt fra scratch med et nyt ungt team, så var det væltet ind med medlemmer, og vi var tæt på at nærme os 100 medlemmer igen. Det var så vel at mærke nye, uerfarne medlemmer, som nok kunne lære at flyve, men som ikke var så vante til at begå sig i en klub, herunder især det med at tage ansvar for fælles materiel. Vi vurderede dengang, at nye medlemmer kunne lære at flyve på et år, men at det tog 3 - 4 år at flytte dem fra at være minus-ressourcer til plus-ressourcer, som kunne levere energi IND i klubben. Altså dem, der holdt så længe. Og vi var tyndhudede og udslidte. Det blev ikke bedre i løbet af sæsonen ....
I 1992 troede vi, at vi tæt på at kunne afslutte et af de projekter, der kostede rigtig meget energi, nemlig det dieselelektriske lukssusspil, Elwin. Det lykkedes også, men hvad der derefter skete, kan du læse om på siden om Elwin. Katastrofen indtraf i juli eller august.
Endnu en katastrofe indtraf senere det efterår, idet vores SZD-30 Pirat, OY-DXR (76) brød sammen i luften den 18/8 og styrtede ned over et villaområde øst for Randersvej. Piloten reddede sig med nød og næppe i faldskærm, men mange villatage blev angiveligt beskadigede af vragdele, og beboerne var rasende på os. Det var jo den påstand, vi havde tilbagevist igen og igen fra kritiske naboer til en kommende ny svæveflyveplads. "Nej, svævefly falder ikke ned i hovedet på jer". Og så skete det alligvel. Fuldstændig surrealistisk. Piloten - en solo-elev - havde befundet sig i knapt 600 meter og øvet normerne svarende til "hurtig flyvning" og "langsom flyvning", og på uheldstidsspunktet laver han et optræk med ca. 140 km/t. Det er indenfor det grønne manøvreområde for en Pirat, hvor det ikke skal være muligt at overbelaste den, men det vidste piloten ikke, og han havde derfor hele tiden ubevidst øvet sig i, hvad han ville gøre, hvis flyet brød sammen. Det var formentlig den parathed, der reddede ham, for vingerne faldt bare af, og kroppen vendte næsen mod jorden som et projektil. Michael - som piloten hed - siger, at han "ikke hoppede ud af flyet - han skubbede bare kroppen væk" - og fortsatte selv den lige linje mod jorden. Han fik skærmen udfoldet i ca. 100 meters højde og fik ingen skrammer. Værre var det, han han havde pjækket fra arbejde med påstand om sygdom - og dagen efter kunne alle læse hans navn i aviserne, selvom vi ihærdigt forsøgte at afvise de grådige journalister. Vi ved ikke, hvordan de fandt frem til hans navn. Han mistede sit arbejde som læge. Det var ikke hverken vores eller Michael's skyld, at Piraten faldt ned. Det viste sig, at den sammen med en lang række andre Pirat'er fra en bestemt fabrik i Polen (de var fremstillet på forskellige fabrikker) var udsat for byggesjusk. Vingen var 3-delt, og det store centralplan var limet sammen af en overdel og en underdel, og når først de to dele var klasket sammen, var det umuligt at afgøre, om limen havde ordentlig fat. I tilfældet med vores Pirat kunne man på vraget konstatere, at kun 25% af limfladen havde haft kontakt. Flyet havde været brugt til alle mulige kunstflyvningsmanøvrer, og det var den almindelige opfattelse, at flyet var så bundsolidt, at det var umuligt at rykke fra hinanden i luften. Men begyndende krystallisation af limen havde langsomt svækket den styrke, der trods alt var i limfladen, og pludselig skulle der altså bare et lille pull-up til for at rykke flyet fra hinanden. Ingen danske Pirater fra samme polske fabrik kom nogensinde i luften igen. De andre fabrikker havde nogle andre måder at gøre tingene på, så deres Pirat'er fik lov at flyve igen.
I 1993 fik Peter Stig Hansen ("2 meter Stig") æren af at flyve den sidste flyvning nogensinde fra Kirstinesminde.