Efter en velfortjent fridag skulle der flyves langt igen den 5/6. Dvs. vejret så nu ikke særligt lovende ud - overskyet og gråt. Et lavtryk i Midtsverige pumpede fugtig luft med ret så massivt skydække ind over området nordfra, men Leif Ulvatne var ret så overbevist om, at det skulle sprække op, så han satsede stort og udskrev en 301/508 km AAT-opgave med min. flyvetid på 3:00 timer. Vi skulle sydpå først, hvilket jeg ikke forstod, da opklaringen skulle komme nordfra. Det blæste fortsat ca. 40 km/t i højden.



Det så håbløst ud mod syd, så jeg planlagde at starte sidst. Klubklassen blev sendt i luften kl. 11.00, men alle som en dumpede ned igen. Det gjorde de først startende "åbenklassefly" også, men mindst et par stykker "genstartede" vha. turbo'en, og dermed var konkurrenceledelsen forhindret i at ændre opgaven.

Mellem kl. 12 og 14 var der helt fyldt af modløse piloter i centerbygningen. De brugte bl.a. tiden på den nye kaffemaskine, og et par henvisninger til Poul Dissing/Benny Andersen kom op i snakken: "Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar" - "Fuglene flyver i flok, når de er mange nok". Nordmændene er fantastisk positive overfor dansk kultur. Det er en af grundene til, at jeg skriver dette: jeg synes simpelthen, at vi skylder dem at gengælde den dejlige, positive holdning de har til Danmark og danskere. Og når du de har sådan et flot land og så dejligt et flyvevejr, som de gerne deler med os ...

Nå, men omkring kl. 14 sprak skydækket op over Elverum, og det var tydeligt, at der kunne flyves mod nord. Men mon syd? Stadig overskyet. Opgaven kunne jo ikke ændres, og vi skulle flyve min. 308 km. Optimismen var ikke vildt stor. Oven i det hele blev der vildt kaos ved startafviklinen, fordi den fine "grid" nu var borte, og det så bare galdt om at få først fat i et slæbefly. En af piloterne blev faktisk så sur, at han ikke fløj resten af konkurrencen (den attitude har jeg aldrig før mødt hos en norsk pilot). Med en self-launcher var jeg heldigvis fritaget for det hundeslagsmål. (Det skal tilføjes, at konkurrencelederen undskyldte rodet ved næste dags briefing).

Jeg startede kl. 14:20 og gik afsted på opgaven kl. 15:41, hvor jeg syntes det begyndte at se flyvbart ud mod syd, selvom det bestemt ikke så godt ud:



Det gik nu imidlertid ret godt på vej ned til 1. VP og videre, selvom der skulle flyves en enorm omvej. På et tidspunkt havde jeg en boble til 2200 meter, hvor variometeret var oppe og peake omkring 5,5 m/s. Så optimismen mht. at gennemføre opgaven steg selvklart. På vej op mod 2. vendepunkt, så det ud til, at den svære del skulle være overstået: Der var meget fine CU og masser af sol på jorden:


Farten blev sat op i takt med optimismen (til omkring 170 km/t - der lå jo en lang opgave forude, og det var sent på dagen). Men ak, her gik det helt galt for mig. For selvom skyerne var fine, så fandt jeg simpelthen ikke noget stig af betydning under dem og hastede videre til næste sky, der heller ikke gav noget osv. Oppe mod 2. VP, så det pludselig sådan her ud:

.

Et stort blåt hul, ulandbart område og for lidt højde. D...! Heksede længe med at få de små skyer til at give, men det lykkedes ikke, og til slut måtte jeg faktisk flyve tilbage mod syd for at for at nå tilbage til de gode skyer. (Forklaringen på narreskyerne er iflg. de lokale, at luftfugtigheden var oppe på 70%. Skyerne fordamper derfor ikke, når de mister energitilførsel nedefra, men ligger blot og lurer fjollehoveder som mig til at flyve alt for hurtigt). De andre piloter havde ikke sat farten så meget op, og havde derfor højde til at glide gennem det blå hul. Det var jo dejligt at høre om på radio'en 

Efter at have vundet lidt højde sydpå, kunne jeg glide over til det sikre landingsområde ved Elverum, men problemet var, at nu var jeg havnet i læsiden af det fjeldmassiv, som strækker sig fra 2. til 3. VP, og som var præget af "nedsvep". Flyveren fløj helt forfærdeligt. Sank og ville ingenting. På et tidspunkt mistænkte jeg faktisk, at der var noget galt med flyveren: Måske var TEK-dysen faldet af, måske hang der noget løst tape og blafrede. Prøvede alt: stallede, sidegled, dykkede op på 250 km/t, ja holdt sågar kameraet ud af vinduet for at tage et billede af halen for at inspicere den:



Men der var intet at se. Det var simpelthen termikken, der var blæst i stykker pga. "nedsvep". Det lykkedes at vende 3. VP, men "Taskspeed" var på dette tidspunkt faldet til omkring 60 km/t, så modet var helt borte. Da jeg kom over massivet mellem 2. og 3. VP (og dermed på den rigtige side i forhold til nordenvinden), blev det imidlertid straks godt igen, og det lykkedes at finde 3o m/s integreret til 2100 meter og en skygade mod NØ. Humøret steg igen.

Skygaden stoppede imidlertid, og jeg endte med at flyve 90 grader på kursen over mod en dejig sky på vestsiden af Gudbrandsdalen:



Den gav 4,0 m/s rent til 2000 meter, og det var ydermere muligt at følge en skygade det meste af vejen op til 4. og sidste VP:

.

Klokken var godtnok 18:30, men det begyndt faktisk at se ud som om det skulle lykkes at kommme hjem, selvom jeg godt vidste, at hastigheden var gået fløjten.

Sidste VP blev rundet kl. 19:11 i ca. 2000 meters højde, og der var nu ca. 100 km hjem. Ikke helt umuligt. Men skyerne inde over fjeldmassivet mellem Gudbrandsdalen og østerdalen så ikke helt rigtige ud, så jeg valgte af følge Gudbrandsdalen sydpå.

Her begik jeg næste store fejl: Nemlig at flyve på østsiden, hvor solen bagte, og ikke på vestsiden, hvor vinden udløste termikken (trods skygge). Det sank og sank, og ingen af de små indhak i dalen ville give noget.
Undervejs sydpå passerede jeg det af mange danskere kendte skiområd ved Hafjell:



Lidt senere passerede jeg Lillehammer, men nu så lavt, at det var lige før, motoren skulle ud:


Trods frustrationen over, at det gik så skidt, kunne jeg ikke undgå at glæde mig den fabelagtige udsigt.

Fra Lillehammer krydsede jeg over på vestsiden af Gudbrandsdalen (hvor der ligger gode marker - ifald motoren ikke ville starte). Her fandt jeg imidlertid hangudløst termik på de vindvendte skråninger. På samme måde som på Dag 3 skulle der kæmpes med det, og det gik yderst langsomt opad, men efter en times kamp (!) var det faktisk lykkedes at komme op i 1700 meter (500 meter under slutglidshøjde), og lidt sydligere på åsen, nede mod Biri, stod endnu et par fine skyer og markerede, at dagen ikke var slut endnu:



Det lykkedes også at finde stig under dem, men ikke nok. Jeg kunne stige til ca. 1200 meter, men manglede fortsat 500 meter i slutglidshøjden (og jeg vidste, at jeg skulle gennnem et synkområde, når der ikke var højde til at flyve på vindsiden af fjeldet det sidste stykke hjem).

Klokken var på dette tidspunkt omkring 20:30

Jeg kæmpede videre, frem og tilbage langs de vindvendte bjergkamme for at skaffe højde til billetten hjem, men kl. 21:15 måtte jeg erkende, at slaget var tabt og gled den sidste højde af ned mod Hamar, hvor der er gode marker, og hvor jeg planlagde at starte motoren. På glideturen kunne jeg igen glæde mig over en fabelagtig udsigt:


Med motorens hjælp nåede jeg hjem og landede kl. 21:40 efter godt 7 timers flyvning, hvor de sidste gløder fra aftenens grillkalas, forlængst var slukkede

Dagen kostede mig rigtig dyrt i pointsammenhæng, fordi det - for første gange - var tale om en 1000 points dag. Men som Erlend Sørbye siger: "Dette er bare en lek". Og det har han jo så inderlig ret i. Gid mange flere tænkte som ham. Men trods nederlaget: Sikke nogle fabelagtigt flotte naturoplevelser. Og sikken lærdom.

Resultater fra dagen på: http://booking.seilfly.no/showcomp.aspx?Comp=c:\Data\NM%2018%20meter%20Int%2009\NM18-meterint2009.cuc&Show=Day_39969



Ingen fra klubklassen kom rundt, end ikke Jo Inge Bjørø med tilnavnet "Troldmanden fra Os".

I "den åbne klasse" vandt Stig Solheim i en Duo-Discus med 96 km/t. De første fly var hjemme omkring kl. 18:20, det sidste kl. 20:18 (Geir Raudsandmoen i LS-10t). Sikke en dag.