Der var engang en lille dreng, der hed Ole, som sad på en knold ude på heden og sang, mens får og beder omkring ham sprang. Kan I huske, at I har hørt om ham et eller andet sted? Ole havde det godt derude sammen med sine får, men han savnede noget. Der var en længsel inde i ham, der rumsterede rundt nede i maven, men han vidste ikke, hvad den ville. Han vidste bare, at der manglede et eller andet.
Og nu får I noget at vide om Ole, som I nok ikke vidste. For se, selvom Ole var sådan en konkoltringsknæjt, så gik han sørme også i skole, og han var sørme også klassens dygtigste dreng til næsten alt. "Buh", sagde de andre drenge, "sådan en duksedreng kan vi sandelig ikke lide, for herude hvor vi bor, der skal man lære at passe får og strikke sokker, og alt andet, det er noget pjat". Ja, det turde de godt nok ikke sige, når de voksne var i nærheden, men så snart de fangede Ole alene, så fik han kærligheden at føle. Alle drengene - også dem, der var meget større end Ole - havde hørt om den der dumme, aparte dreng og fandt på grusomme ting, som dengang, da de samledes 30 drenge i Oles lille landsby for at fange og torturere ham. Det lykkedes godt nok ikke, men Ole fandt senere selv det hule træ og rebet, hvor det havde været meningen, at han skulle bindes, og han gøs ved tanken om, hvad der kunne være sket.
Ole ville så gerne være en helt almindelig lille dreng med legekammerater, men når han endelig var sammen med andre børn, så skete der noget underligt: Oles mund vred sig i mærkelige stillinger - helt mod hans vilje - og det var ligesom om, alting inde i ham gik i baglås, så han hverken kunne sige "buh" eller "bæ". Ofte brast han i gråd, blev vred eller flygtede. Det syntes de andre drenge var sjovt. Mange år senere fik Ole at vide, at det hed angst, men det forstod Ole ikke dengang, så han skammede sig og hadede sig selv for det. "Det er nok, fordi jeg er forkælet", tænkte Ole, for det havde han hørt mange voksne sige om dem, der ikke arbejdede hårdt hver eneste dag. Men så fik Ole en god ide: "Hvis jeg nu piner og straffer mig selv hver eneste dag, ligesom om, jeg havde arbejdet hårdt, så må det vel gå væk en skønne dag?". De voksne havde sagt, at Ole skulle lære at stole på sig selv, så det gik han straks i gang med.
Mens Ole således gik og straffede sig selv hver eneste dag og nægtede sig selv enhver fornøjelse, mens han ventede på, at miraklet skulle ske, prøvede han at gøre bøgerne og fårene til sine venner, og han fortalte sig selv, at han havde alt, hvad en lille dreng kunne ønske sig. Han kunne jo også trøste sig med, at de voksne sagde, at han var den bedste lille dreng af alle. De andre børn sagde godt nok noget andet, men "de voksne havde vel ret?", tænkte Ole. "Måske skulle han bare vente, til de alle sammen var blevet voksne, så ville alting blive meget bedre?".
Og sådan gik der år efter år efter år. Ole drømte om den dag, da han blev voksen, og han ville få venner og kærester ligesom de andre. Han fandt ud af, at hvis blot han holdt sig for sig selv og aldrig åbnede sin mund, så var der ingen, der fik øje på den lille dreng indeni, som var så nem at hyle ud af den, og det der forfærdelige, som han ikke kunne beskrive med ord og slet ikke kendte navnet på, det skete aldrig. Så kunne han undgå ulykkerne, men han fik heller aldrig nogen venner og forblev ensom.
En skønne dag, så havde Ole sørme fået studentereksamen, men nu ville han heller ikke mere. Nu ville han ud at have et rigtigt liv, og han ville flytte til en anden by, hvor ingen vidste, hvor nemt det var at gøre ham ked af det. Men alle steder sagde arbejdsgiverne: "Buh, du har studentereksamen - sådan en som dig vil vi ikke have". Så det endte med at Ole måtte bruge 4 år mere for at læse til ingeniør, for sådan en ville de nemlig godt have. Det var slet ikke det, han ville, men så kunne han da i det mindste få sig et job i en anden by. Da han endelig var færdig, var han helt nedbrudt. Det allerværste var dog, at alt det han havde glædet sig til, når han blev voksen, slet ikke kom. Når pigerne så Ole, sagde de "Buh - sådan en som dig vil vi ikke have noget med at gøre". Men de ville godt have de dumme drenge, som havde mobbet Ole, så de fik alle sammen både familie og børn. Så forstod Ole, at alt det, som de voksne havde fortalt ham, var løgn, og at han aldrig ville få det, som han havde drømt om.
Men nu havde Ole da fået sig et fint job, og så kunne man virkelig ikke være bekendt at gå og klage sig. Man han var ikke Ole. Han var en anden. Det var der bare ingen, der så, og med tiden, så glemte Ole det også selv. Ja, det vil sige, sorgen var der stadig, men Ole havde glemt, hvad den ville sige.
Sådan gik der år efter år efter år, og efterhånden var Ole tæt på at blive en gammel mand, da hans arbejdsgiver en dag kom hen til ham og sagde: "Buh, du er fyret". Ja, det var ikke noget, Ole havde gjort forkert, der skulle bare skæres ned. Sådan var det. Ole var stadig dygtig, men overalt hvor han gik hen, sagde arbejdsgiverne: "Buh, du er for gammel, dig vil vi ikke have".
Så var det, at Ole kom I tanker om det, han havde tænkt for mange, mange år siden: "Jeg ville jo slet ikke være ingeniør. Jeg ville jo blot være en lille dreng ligesom alle de andre og have legekammerater og kærester". Straks tanken var der, kunne Ole genkende længslen fra sin barndom, al den rumsteren derinde i maven, som bare ville ud. Oles øjne skinnede, og tårerne randt. Han havde fundet det, som han havde mistet for så mange år siden. Der var intet mere i verden, der bandt. Over havene så hyrden for. Fårene står der endnu og glor.
Det var historien om Ole. Sådan er der så mange Oler.
Frit efter Jeppe Aakjær. Ethvert sammenfald med virkelige personer eller begivenheder er et rent tilfælde. Tak til Pink Floyd, Wikipedia og Charles Sprague Pearche for lån af illustrationer.