Claus Nedergaard Jacobsen Homepage



Vejr og opgave.

Efter en regnvejrsdag den 31/5 var der udsigt til rigtig godt flyvevejr onsdag den 1/6. Det vil sige, der var godt nok udsigt til endnu en frontpassage sidst på dagen, men der var ingen grund til at betvivle, at der skulle blive god tid til at gennemføre dagens speed task på 304,2 km:

Først en sviptur over Hedmarksvidda til Mesnali ved Gudbrandsdalen og dernæst en lang tur op i
Østerdalen og retur. Det var opgaven den 1/6
.

 

Flyvningen

De 4 selvstartere ved konkurrencen, DM, VR, JA og EA er godt nok tildelt en plads i startgrid'en, men efter accept fra de øvrige piloter, starter de fra asfaltbanen, når det er deres tur. Det vil sige, de fleste tager sig god tid, og starter først længe efter, at resten af feltet er slæbt i luften. Herregud, hvor lang tid kan det tage at flyve 300 km på en god dagCool?  Således også Yours Truly, der brugte tid på at gå rundt og fotografere de andre piloter (se introduktion) samt spise sin madpakke. Men ak, havde han i stedet taget sig tid til at kigge på satellitfotos eller blot strække nakken og kigge langt nok mod nord, ville han have set, at det var en helt forkert brug af tiden. Cirrusoptrækket var nemlig allerede i fuld gang, og truede allerede kl. 13 med at gøre det umuligt at nå 1. VP. (For at nå 1. VP skulle vi ind over det ulandbare Hedmarksvidda til Gudbrandsdalen og retur. Konkurrencelederen havde givetvis regnet med, at det kunne vi nå i ro og mag inden frontoptrækket. Men her tog han fejl).

Håbløst syn mod 1. VP hen over Hedmarksvidda

Billedet til venstre viser det sørgelige syn ind mod 1. VP (hen over Hedmarksvidda), som det blev tydeligt straks efter start: Masser af cirrus, kun svagt stig, og langt fra muligt at nå de 2000 meter, som skulle give en sikker passage over Hedmarksvidda.

Vi kæmpede afsted fra sky til sky og prøvede at holde sikker afstand til terrænet nedenunder i bobler, der kun gav 0,5 - 1,0 m/sek. Højden lå mellem 12 og 1400 meter. Det var muligt at bryde af mod syd og  flyve ned mod Mjøsa, hvor der er landbart, men vinklen var foruroligende flad. Flere valgte (ganske fornuftigt) at give op, heriblandt Martin Bjørnebekk og svenskeren Peter Johansson.

Halvvejs ovre,  lykkedes det at finde en 1 m/s boble til 1800 meter, men det var ingenlunde sikkert. Flere rapporterede at være indenfor 10 km fra vendepunktet, så noget tydede på, at det skulle kunne lade sig gøre. Mesnali (1. VP) skulle iøvrigt være en flyveplads, men der også meldinger om, at den ikke kunne tage et svævefly i bredden. Med den melding er det jo faktisk sikrere at vælge en mark ved siden af - hvis man kunne finde en ...

15 km før vendepunktet mødte jeg Ole John Aske i CI, der selvsikkert cruisede afsted mod vendepunktet  - til højre og venstre for at følge udløsningspunkterne i landskabet. "Ham følger jeg efter", tænkte jeg, "når han kan, så kan jeg også". Det var dumt Embarassed

Bag Ole John Aske i CI kort før vendepunktet ved Mesnali.

Vi holdt kun et glidetal på 33 og vendte i 1200 meter. Herfra kunne vi stadig have gledet ud i sikkerhed, enten mod Mjøsa eller mod Gudbrandsdalen, men på kursen mod 2. VP, var der en del, som rapporterede stig. Det forsøgte vi selvfølgelig også at nåCry , men det sank rask væk over 2 m/sek, og jeg endte i kun 250 meter over terræn.

En sølle trøst i den situation var, at andre lå lavere - se næste billede, men det er selvfølgelig en tåbelig undskyldning for at sætte sikkerheden over styr for at score nogle point i en konkurrence.

Lavræs over Hedmarksvidda. Alt for lavt ...

Det kunne måske - måske ikke - have ladet sig gøre at glide ud til det lavere terræn ved Mjøsa, fordi terrænet skråner nedad den vej, men næppe, hvis synket på 2 m/sek var fortsat. Måske kunne jeg have startet motoren, men hvis man bruger den som redningsplanke over ulandbart terræn, er man for alvor ude på et skråplan. Jeg forbander til stadighed mig selv, for at jeg lod mig lokke ud  på den galej.

I dette tilfælde gik det altså godt, fordi det lykkedes at finde 0,8 m/sek til 1400 meter, men det er jo absolut ikke nogen undskyldning.

Kort tid efter var den sikre, landbare Østerdal indenfor rækkevidde. På dette tidspunkt var jeg træt af lavræs og satsede på at vinde sikker højde (1800 meter), inden jeg  foretog mig yderligere, så i stedet for at sætte kursen mod 2. VP (Øksna) fløj jeg en omvej på 10 - 15 km  over mod Rena Åsen. Her plejer det at være godt. Men det lykkedes slet ikke, og jeg  endte med at luske ud mod Øksna stik imod kursen. Det indbragte også et kommentarer på radioenYell. Øksna blev vendt i sølle 1300 meter.

Så var det nordpå igen i alt for lav højde, tilbage mod det område, som jeg ikke havde kunnet få til at give:

Nordpå fra 2. VP ved Øksna forbi Rena og Koppang til Atna. Temmeligt trøsteløst syn.
Bemærk lentis-udseendet på skyerne.

Det så mildt sagt trøstesløst ud. Vi var kommet tilbage i landbart terræn, men cirrusoptrækket, var vi ikke sluppet fri af. Det blev tykkkere og tykkere fra vest.

Efter et lavpunkt på 900 meter (4 - 500 meter over terræn) ved Rena flyvepladsen, lykkedes det at finde et par bobler, der gav 1,5 - 2,0 m/sek integreret til 2200 meter og på den måde bevæge sig op i retning af 3. VP ved Atna. Pludselig var 3. VP faktisk indenfor rækkevidde, men skybilledet var mildt sagt ikke opløftende. Se billedet nedenfor:

Skybilledet ved Atna, 3. VP, ca. 100 km nord for Starmoen ad Østerdalen: Temmelig trøstesløst.
Spørg ikke, hvordan det så ud bagud, mod det sidste vendepunkt.

I Norge er det tradition, at man melder på radioen, hver gang man har rundet et vendepunkt. Jeg troede, at jeg var håbløst bagefter, men en del meldte faktisk "Tredje" 10 - 15 minutter, før jeg  regnede med at være fremme. Mødte nogle af dem på vejen nordover og så, at de fløj sydover langs Østerdalen. Den vej så det helt dødt ud, og jeg tænkte, at de satsede på at flyve hang på fjeldsiderne hjemad? Det er bare en disciplin, som de godt må have for sig selv: Jeg tør ikke og vil ikke! Så jeg satsede i stedet på at gå østover (ligesom på dag 1) for  at komme fri af cirrus-optrækket, som kom vestfra, og på en eller anden måde nå i glideafstand af 4. VP og Starmoen.

Over Atna vendepunktet, der lå i total skygge, mødte jeg Per Osen og Leif Eldegard i Duo-Discus'en AO, og der var faktisk stig af en art, men vi kunne ikke  finde ud af, hvordan det hang sammen. AO valgte at flyve hjemover langs Østerdalen (ligesom de andre), medens jeg holdt mig til min plan med at flyve langt østpå, fri af cirrus-bæltet.

(Efterfølgende har jeg fået forklaret, at stiget over Atna skyldes en bølgedannelse - og det er jo helt indlysende, når man ser billederne. Men så meget rotation var der altså ikke på øverste etageFrown. Når de andre, fx. Steinar Øksenholt i JA havde valgt at flyve den direkte vej hjem langs Østerdalen, var det fordi, at de satsede på flere bølger ad den vej. Det var jo helt oplagt, men det havde jeg ikke fattet. Men de fandt dem ikke og kom faktisk ikke så langt som os, der fløj østpå, hvilket ville sige CI, DM og EI).

Næste billede viser udsigten mod syd, ned mod Storsjøen.

Udsigten mod syd fra 3. VP mod Storsjøen. Den enlige cumulus midt i billedet ligger selvfølgelig i et skydeterræn, som vi ikke måtte komme ind i.

Der er ingen landingsmuligheder ved Storsjøen, men der er heller ikke så langt over til Østerdalen til højre. Bemærk skyen lige over kompasset: Den ligger inde i et militært skydeterræn, der i anledning af konkurrencen var erklæret for lukket landCry (Danger-area).

Det så jo temmelig trøsteløst ud, men langt ude i horisonten skimtes et par brugbare cumulusser. Og sådan en DG kan faktisk glide temmelig langt fra 2350 meter, hvilket er den højde, det lykkedes at nå i en 1,2 m/sek boble (eller bølge?) lidt SØ for vendepunktet.

Efter et glid på 26 km fandt jeg en lille sky, der gav 0,9 m/sek til 1800 meter ved Storsjøen:

Lille sky ved Storsjøen, som gav 0,9 m/sek til 1800 meter. Den blev nået i 1400 meter.

Herefter var vejen banet for yderligere et glid på 36,5 km ned til sydspidsen af Osensjøen, hvor jeg kunne se de næste skyer (og hvor en del af de andre deltagere befandt sig iflg. radiokommunikationen).

 

Videre mod Osensjøen mod syd. Der er landbare marker ved elven, der strækker sig nordud.
Men ikke meget håb om mere termik.....

Osensjøen i  det fjerne. Trøsteløst syn, men 2000 meter rækker langt i en DG-808C.

 

Landingsmuligheder nord for Osensjøen (til venstre i billedet).

Ved Osensjøen er der heldigvis flere landingsmuligheder end ved Storsjøen. Det var også nødvendigt, da kamikazeglidet bragte mig ned i 900 meter (4 - 500 meter over terræn)

 

Næste billede viser sydspidsen af Osensjøen. Der er få landingsmuligheder, men det er bestemt ikke dansk standard. Nordmændene siger, at man skal lande op ad bakke uanset vinden. Jeg tror på dem, men takker skæbnen for, at det ikke blev nødvendigt.

Enkelte landingsmuligheder ved sydspidsen af Osensjøen. Ikke meget gang i cumulus'erne her kl. 18.15.

Klokken var nu 18:15, og der var nogle få forkølede cumuli tilbage i  området, men de var kun skygger af sig selv. De blev selvfølgelig prøvet, og der var da en smule stig tilbage, men efter at være steget til 1200 meter med 0,5 m/sek var det slut. CI og EI lå i området og kæmpede også, kunne jeg høre på radioen, men jeg fandt dem ikke. Begge prøvede at glide hjemover. 1200 meter burde række til et 30 kilometer glid i en 18-meters flyver, men der var et højtliggende område mellem os og flyvepladsen, og flyvere glider aldrig  det de skal, når man virkelig har brug for glidetallet. Både EI og CI måtte slå motoren ud, inden de nåede hjem, men det vidste jeg ikke. Jeg opgav omkrig kl. 18.30 efter ca. 6 timers flyvning og 275 km med en sølle gennnemsnitshastighed på 53 km/t og fældede motoren ud. Den startede heldigvis. Det viste sig at række til en fjerdeplads på dagen. Kun X9, DM og CI kom længere.

 

EA ved landing på bane 15 på Starmoen efter 6½ times flyvning den 1/6. Foto: Hans-Reiner Orth, Tyskland.

Den tyske tandlæge, Hans-Reiner Orth, der også er trofast besøgende på Starmoen hvert år med en LS-9, tog dette billede af EA ved landingen kl. 18:54.

 

 

Resultater.

Trods de svære forhold var der faktisk to fly, der gennemførte. Hurtigst var Markus Ganev (den senere vinder af konkurrencen), som vandt sin første dagssejr:

3, 01.06.2011, Final results
Racing Task Club
Starmoen - Messnali flpl - Øksna - Atna - Julussdalen - Starmoen
Task length: 304,2km
Maximum Points: 1000, Day factor = 0,833, Racing task for klassisk oppgave ver 3.11 (lrb juli 07)
#CNPilotCountryGliderStartFinishTime   Speed   Dist.PointsPen.
1. 9X Ganev Markus Uppsala Flyklubb Segelflygarna ASG 29/18m 12:52:09 16:38:55 03:46:46   80.5km/h   304.2km 833  
2. DM Sørbye Erlend Gardermoen Nimbus 4 DM 13:01:33 17:16:44 04:15:11   71.5km/h   304.2km 793  
3. CI Aske Ole John NTH LS 8T/18m 13:21:19           291.7km 710  
4. EA Jacobsen Claus Nedergaard Vejle Svæveflyveklub, Danmark DG-808C Competition 13:05:51           276.1km 672  
5. EI Raudsandmoen Geir EFK/S LS10-st 12:59:51           273.5km 666  

 

Analyse.

 

Comp Pilot Fly Hast Middel-
stig
Cruise sp Middel-
glidetal
Middel
glidedist
Start
9X Markus Ganev ASG-29 80,5 1,0 133 53 11,2 12:52
DM Erlend Sørbye Nimbus 4DM 71,5 1,1 120 55 11,5 13:03
CI Ole John Aske LS 8-18T - 1,2 108 46 8,7 13:21
EA Claus N Jacobsen DG 808C/18m - 1,0 121 48 10,3 13:06
EI Geir Raudsandmoen LS 10-st - 1,0 118 53 9,7 13:00
      km/t m/s km/t   km  

 

Har ikke kunnet læse så voldsomt meget ud af tallene ovenfor bortset fra, at både Markus Ganev i 9X og Peter Johansson i OH gik meget tidligt. I modsætning til os andre må de have spottet cirrus-optrækket over Hedmarksvidda og indset, at det bare galdt om at komme afsted. Markus har kunnet flyve nogenlunde lige på kursen på hele turen og har undgået de store panikmanøvrer, som vi andre blev tvunget ud. På benet ud til 1. VP og tilbage har han ligget nogenlunde mageligt mellem 12 og 1600 meter, og han er nået frem til 2. VP ca. 30 minutter før undertegnede. Det gør altså en stor forskel under et frontoptræk. Den forskel har også gjort, at han kunne flyve vest om skydeterrænet på vejen sydover (omend han var få meter fra at flyve ind i det og blive dømt udelandet). Det er egentlig også tankevækkende at se, hvor lidt fordel Erlend Sørbye har haft af sine lange vinger i Nimbus 4'eren. Det burde jo netop være på sådan en dag, at de gør forskellen. Men han kom da hjem. Se Markus Ganevs track nedenfor.

Markus Ganev's track fra den 1/6. Ingen andre havde held til at flyve vest om skydefeltet. At det lykkedes må
bero på, at han var vågen nok til at se cirrus optrækket komme og indse, at det galdt om at komme afsted i
god tid. Men det var også uhyggelig tæt på. Hvis ikke boblen havde stået vest for feltet, havde det været småt
med andre muligheder

 

Efterskrift.

Der er ingen tvivl om, at hvis konkurrenceleder Leif Jørgen Ulvatne havde vidst, at cirrusoptrækket villle komme så tidligt, så havde han ikke sendt os til Gudbrandsdalen. Det kom faktisk ca. 4 timer tidligere end varslet. Jeg kan i efterkant komme til at spekulere på, om ikke det ville have været mere rimeligt at erklære dagen ugyldig: Dem, der brækkede af i sikkerhedens navn på det svære ben mod Mesnali, blev jo straffet for det. Og vi andre fik point for at vi gik på kompromis med sikkerheden - sikkert i  et anfald af Target Fascination. Jeg lader spørgsmålet blæse i vinden, fordi jeg også selv er i tvivl.