Claus Nedergaard Jacobsen Homepage



Vejr og opgave.

Traditionen tro var der blevet afholdt ”Rekord- og Distanceuke” på Starmoen i den sidste uge af maj. Både i 2006 og 2007 blev der fløjet 1000k distancer i den periode. Men i 2011 svigtede vejret næsten fuldstændigt. To ”halve” flyvedage var, hvad det blev til. Ellers var det bare frontgalop og regn. Jeg har aldrig nogensinde oplevet en uge med under tre strækegnede dage i Norge, men det måtte vel ske før eller siden.

Den første dag af Norglide tydede ikke på meget bedre chancer for flyvevejr. USAF’s vejrkort forudsagde, at en frontzone skulle dække hele Norge, men på satellitbilledet kunne man skimte en smal sprække i skylaget, som måske åbnede mulighed for flyvning i et vindue på ca. 4 timer:

 

Konkurrenceleder Leif-Jørgen Ulvatne vidste godt, at det var yderst tvivlsomt, så han udskrev en minimal opgave, en AAT-opgave på 1:45 timer og to zoner i Østerdalen, en syd for Starmoen og en nord for pladsen (min 132 km/max 332 km).

Opgaven.

 

Flyvningen.

Markus Ganev på  vej  til startstedet med sin ASG-29, Nio-Xray.
Bemærk kilen af mellemhøje skyer, der trækker ind fra vest (højre i billedet).

Opklaringen kom faktisk, men starterne måtte udskydes flere gange. Som om det ikke var svært nok i forvejen med det lille vindue, så bredte en kile af mellemhøje skyer sig ind over startstedet fra vest, så man nu kun kunne flyve syd og nord for Starmoen, men ikke lige over pladsen. Kilen blev bredere og bredere, og det betød, at det ville blive sværere og sværere at krydse over fra den sydlige AAT-sektor til den nordlige. Ydermere stødte det til med kraftige byger.

Trods de svære forhold over pladsen, så var der ingen, der kom ind for omstart. Troede jeg. Med en selvstarter som EA er vi ikke bundet til at skulle stoppe motoren i et bestemt område, kun til at vi ikke må stige højere end de andre, hvilket vil sige 600 meter QFE. Da jeg nåede de 600 meter i et tilsyneladende godt område, kunne jeg imidlertid godt have brugt nogle andre fly at kigge efter, for der var nemlig kun synk, og det endte faktisk med, at jeg ganske få minutter efter måtte krybe hjemad mod pladsen og tage en omstart fra downwind benet. (Det tæller som startforsøg, og dem må man kun have 3 af). I andet forsøg gik det bedre, og det lykkedes i løbet af kort tid at finde 2,9 m/sek integreret til 1800 meter QNH. (Jeg flyver altid på QNH i udlandet. 1800 meter er ca. 1600 meter over pladshøjden). Men mens jeg havde fået godt fat, så væltede det ind på radioen med meldinger om omstarter.

Med tanke på kilen, der bredte sig, og det korte vejrvindue, så kunne jeg ikke se andet, end at det gjaldt om at komme af sted med det samme. Så jeg startede først af alle kl. 13:09. Med tanke på bygerne, vinden (30 km/t) og det chancebetonede vejr vurderede jeg, at det ville blive en dag med stort mandefald og få point. Så det gjaldt mere om at holde sig højt og flyve langsomt og sikkert, end om at flyve hurtigt. Den næste, der gik, startede først 12 minutter senere, og det undrede mig meget, hvad de ventede på. Måske var de mindre heldige mht. at komme i startposition? Måske havde de ikke satellitbilledet i lige så klar erindring?

Allerede på vej mod 1. sektor kunne jeg se, at det ville blive svært. Fra min gode udgangsposition gled jeg af sted uden udsigt til andet end byger forude, men pludselig sagde det ”bip”, og Oudie’en viste, at der var registreret et punkt i første sektor (der var jo ret beset kun ca. 22 km ned til kanten af den fra startpunktet). I stedet for at forsøge de tvivlsomme skyer forude, vendte jeg skuden og sigtede mod de bedre skyer tilbage ved pladsen. På det tidspunkt regnede jeg med, at det stadig ville være nødvendigt at flyve længere end minimumsdistancen, men de ekstra kilometre måtte så tages i den nordlige sektor. Troede jeg....

Det lykkedes at vende tilbage til skyerne, som jeg kom fra, og genvinde de 1800 meter med 2,7 m/sek i snit. Men så skulle man også uden om en stor CB-agtig byge ved Rena (30 km nord for Starmoen) og kilen af mellemhøje skyer, der vel lukkede af for termikken over en strækning på ca. 30 km. Forbi bygen og kilen så det sådan ud:

Langt glid mod tvivlsomme skyer.

Det lykkedes at få bid i 1300 meter (ca. 600  meter over terræn) og nå op i 1800 meter med 2,7 m/sek i snit. På vej mod den næste sky kunne jeg dog se, at det så alt for tvivlsomt ud, så jeg endte med at flyve ca. 8 km tilbage ad ruten mod den sky, jeg kom fra.  I næste forsøg nåede jeg nogle skyer i 900 meter (400 meter over terræn, men indenfor glideafstand af Rena flyvepladsen). De gav 1,3 m/sek til 1600 meter. Nordud så det meget, meget tvivlsomt ud, så jeg gled forsigtigt deropad uden noget mål. Pludselig sagde det imidlertid ”bip”, og så var den anden sektor også i kassen. Her valgte jeg igen at vende om og gå tilbage til den sky, jeg kom fra. Planen var at flyve længere op i 2. sektor i næste forsøg. Men den gik ikke, Granberg: Skyen, som jeg kom fra, var væk, og CB-regnbygen over Rena havde bredt sig, så der tilbage mod Starmoen kun var regn at se. Den eneste mulighed (i mit hoved) var at gå rigtig langt mod øst, over mod Osensjøen og Trysilfjeldet ca. 30 km øst for kursen, hvor der stadig var sol og cumuli at se. Området er ulandbart, men der ligger en flyveplads ved Osensjøen kaldet Østra Æra (de norske faldskærmsspringeres landscenter). Af radiosnakken fremgik det, at de andre for længst havde indhentet mig og var på vej op i anden sektor. Nogle af dem meldte på radioen, at de ville gå tilbage gennem bygen. Det viste sig senere, at ingen af dem klarede det, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt, så jeg tænkte, at jeg nok – som altid – fløj alt for tøsedrengeagtigt.

Det lykkedes at få bid ved Østra Æra i 1100 meter og nå op i 1600 meter med ca. 1,4 m/sek. Men ak, herfra var der ikke nogen lige vej hjem (på dette tidspunkt havde jeg opgivet at få flere kilometre i sektor 2 og tænkte kun på at komme hjem). Regnbygen fra Rena spredte sig længere og længere mod øst, og jeg skulle endnu længere mod øst for at komme udenom den. Men der var ikke flere cumuli mod øst…

Udsigten hjemad mod Starmoen flyvepladsen (mod vest): Regn, regn, regn... Det er Osensjøen i forgrunden.

Tilbage ad kursen så det også helt umuligt ud, og det sted, som jeg lå over, ville også hurtigt blive omsluttet af regn, kunne jeg se. Inden regnbygen havde udviklet sig fuld ud, havde jeg dog spottet nogle cumulus’er syd for den. Så eneste tilbageværende chance (i mit lille hoved) var at tanke fuld højde på (1800 meter i en 1,0 m/sek boble) og satse på, at jeg kunne glide gennem regnen og nå skyerne syd for. Hvis de altså var der endnu…

Som tænkt, så gjort. Det plaskede ned med regn på vingerne, men der var faktisk ikke så meget synk som frygtet. Trods områder med 4 m synk holdt DG’en et gennemsnitsglidetal på 40 på turen gennem regnen. Sigten var vel lige på kanten af VFR-minima. Det var bestemt ikke sjovt.

Og pludselig lettede regnen, og jeg kunne se skyer fremover. Højden nåede kun at falde til 1300 meter (9 - 1000 meter over terræn). Og der var stig under skyerne forude, selvom de lå i skygge: 2,4 m/sek integreret. Skulle egentlig kunne glide hjem uden ekstra højde, men de 30 kilometer hjem gik hen over ulandbart terræn i modvind, så jeg tankede til 1650 meter.

Så gik det selvfølgelig, som det altid gør, når man har masser af overskudshøjde: Der var stig hele vejen hjem! Den store regnbyge måtte have presset en squall line med stig op foran sig. Så selv med 220 km/t truede flyet med at blive suget op i skyerne.

Hjemad under en squall line

Ydermere var der nu den ting at tage stilling til, at jeg faktisk var blevet presset så langt mod øst og syd, at jeg ankom fra en sydlig retning, og ikke fra nord, hvor sidste sektor lå. I gamle dage med en ankomstlinje ville det have krævet en omvej at komme den rigtige vej over. Men med en ankomstcirkel? Det anede jeg ikke. Prøvede at spørge konkurrencelederen over radioen, men han forstod ikke mit spørgsmål. Det gjorde Erlend Sørbye i DM til gengæld, og han bekræftede, at det er OK at tærskle hjem fra alle verdenshjørner. Det blev hjemtærskling kl. 15:22 i 700 meter med en sølle distance på 144,9 km og et snit, som kun lige var kommet op over 60 km/t og kun takket være squall linjen på sidste ben. Jeg var glad for at have gennemført, men ventede bestemt at se andre komme hjem med væsentligt bedre resultater. Men de kom aldrig! Der var ikke andre gennemførende.

 

 

Resultat og analyse.

Det var selvfølgelig begrænset, hvad sådan en chancebetonet dag kunne give af point, men den blev gyldig. Top-tre gav:

1, 29.05.2011, Preliminary results
Speed AAT Club, Task time: 01h 45min
Starmoen - Namnsjøen - Netsjøen - Starmoen
Task length: 132,3km/331,9km (232,1km)
Maximum Points: 563, Day factor = 0,682, Script: Speed task AAT ver 3.11 (lrb juli 07), Day valid, more than 25 % of launces over 100,0 km. Number of competiors above handicapped distance: 6, registerd lauches: 11, Limit: 2,750
#CNPilotCountryGliderStartFinishTime   Speed   Dist.PointsPen.
1. EA Jacobsen Claus Nedergaard Vejle Svæveflyveklub, Danmark DG-808C Competition 13:08:55 15:33:14 02:24:19   60.2km/h   144.9km 384  
2. DM Sørbye Erlend Gardermoen Nimbus 4 DM 13:39:57           169.1km 360  
3. CI Aske Ole John NTH LS 8T/18m 14:26:11           157.6km 350  
AO - Norglide 2011

 

Resultatlisten kan slås op http://resultatweb.seilfly.no/showcomp.aspx?Comp=c:\Data\NorGlide%202011\NorGlide2011.cuc&Show=Day_40692, og derfra kan logfiler også downloades.

Bemærk, at nr. 2 og 3 fløj væsentligt længere distancer end dagsvinderen. Erlend Sørbye valgte en interessant og klog strategi, hvor han satsede på at flyve mellem de østligste punkter af de to AAT-sektorer. Derved undgik han at skulle en stor omvej uden om bygen og uden om kilen af mellemhøje skyer.  Ligesom jeg endte han dog med at blive indhentet af regnen ved Osensjøen, men han havde aldrig held til at komme ud af den, selvom han var i samme område som jeg, blot 5 minutter senere.

Ole John Aske kom meget sent af sted og havde held til at flyve langt ned i den sydlige sektor, men så kom han for sent til toget hjem fra 2. sektor.

Bemærk, at hvis Erlend eller Ole John havde fløjet nogle få kilometre ekstra, så havde de faktisk fået flere point end dagsvinderen, selvom de ikke gennemførte. Det er lille tricky detalje ved AAT, som jeg ikke kendte til.

Under alle omstændigheder en meget chancebetonet dag, hvor heldet i den grund var afgørende, så ingen grund til at henfalde til selvtilfredshed pga. endagssejr. Men en interessant dag var det.

Hjemhentning.

Mange landede ude, heraf mindst en af dem med turbo-motor. Bortset fra svenskerne var der ingen, der havde hjælperhold med sig. Men det er heller ikke nødvendigt længere. Pga. turbo-motorerne er en dag, hvor alle udelander utænkelig. Og heldigvis er stemningen så god ved norske konkurrencer, at deltagerne gerne hjælper hinanden. Jeg var ude og hente Martin Bjørnebekk sammen med Per Rosdahl. Martin var nødt til at tage en omstart og kom meget sent af sted. Han landede så kun 24 km ude af første ben i Østerdalen:

Martin Bjørnebekk udelandet i Østerdalen ved Braskereidfoss i samme område, hvor en dansk pige kom galt af sted
og totalhavarerede en DG-300 sidste år. Det er svært at se, at det norske landskab skulle have skylden
(hvis nogen absolut skal pålægges skyld….).