Claus Nedergaard Jacobsen Homepage

Introduktion (Denne side)
Dag 1
Dag 2
Dag 3
2. juni
Dag 4
Dag 5
Præmieuddeling

(En beretning skrevet mest til danske svæveflyvere)

Som lovet en beretning fra Norglide 2011 afholdt i Elverum, Norge, i perioden 29/5 til 4/6. Det var egentlig min mening at sende dagsberetninger, men du godeste da:  vi var i fuld aktion dagligt fra 06.30 til 22.30, så det blev der ikke hverken tid eller overskud til. Så de kommer her i efterkant. Hvordan det lykkedes i 2008 og 2009 overgår min forstand. Beretningerne vil bestå af en introduktion, seks dagsrapporter og en afrundingsartikel.

Hvorfor Norge?

Norge har tradition for at afholde sine norske mesterskaber i den første uge af juni. Hvor vi i Danmark ofte må kæmpe med at få 3 gyldige dage ud af en konkurrence, som strækker sig over 10 - 11 dage, så klarer nordmændene år efter år at få 5, 6 eller 7 gyldige dage ud af de norske mesterskaber, selvom konkurrencen kun løber over 7 dage. Og ofte med helt utrolige vinderhastigheder på op til 140 km/t: Noget som altid har trigget min nysgerrighed: Er de virkeligt så dygtige, eller er vejret så godt? Interessen blev ikke mindre efter nogle klubbesøg først i 90'erne, hvor vi klarede at flyve 360 km deklarerede distancer i Astir Cs med 99,5 km/t, langt længere og  hurtigere, end vi nogensinde havde kunnet flyve i Danmark. Selv efter at have fløjet så eksotiske steder som Fuentemilanos (Spanien), Minden/Nevada (USA) samt Sverige, Tyskland, Island og Tyskland, så står Norge stadig som det bedste sted, jeg nogensinde har fløjet. Bevares, termikken går højere i Nevada, øllerne er billigere i Spanien, Tyskland ligger tættere på osv. men efter en samlet vurdering af faktorer som, vejrsikkerhed, termikstyrke og  -højde, landskabets skønhed og  befolkningens gæstfrihed, så kommer Norge ind som en klar nummer 1. Og deres landscenter, Starmoen ved Elverum, ligger kun ca. 12 timer kørsel fra Midtjylland. Vejret svigtede dog, da Norge arrangerede VM i klubklasse i 2004, og det er desværre det, de huskes for.  Synd, for de fortjener bedre.

Norglide.

Året før VM i 2004 blev der arrangeret et for-VM ved navn Norglide. Norge har nu besluttet sig for at arrangere Norglide hvert andet år i de år, hvor der IKKE arrangeres Eskilstuna Open (Sverige), og det skal foregå i den uge, der omfatter Kristi Himmelfartsdag. Eskilstuna Open i Sverige tiltrækker hvert år min 40 - 50 deltagere og ambitionen er selvfølgelig at skabe en tilsvarende succes i Norge. I år faldt Kr. Himmelfartsferien sammen med den uge, hvor der normalt arrangeres norske mesterskaber, og så valgte man at flytte de norske mesterskaber. Det var nok desværre en fejl, for de fleste norske piloter valgte så at prioritere de norske mesterskaber frem for Norglide.  Man havde ambitioner om at gennemføre flyvning i alle klasser lige fra klubklasse til åben klasse, men blandt de 14 tilmeldte, var det kun i 18-meters klassen, at der var nok. De større fly fik så tilbudt at deltage i 18-meters klassen med handicapfaktor, og det accepterede alle. De mindre fly kunne også deltage i 18-meters klassen, men uden tilsvarende positivt handicap (af grunde, som jeg ikke har forstået). Det fik yderligere et par fly til at trække sig. En tilmeldt tysker fik skadet sin ASG-29 og måtte trække sig, hvilket fik de øvrige tyskere til at trække sig også. Til gengæld dukkede nogle andre deltagere op, men det sørgelige faktum var, at konkurrencen måtte gennemføres med blot 12 fly. Synd, men sådan var det. Det lærer arrangørerne forhåbentligt noget vigtigt af inden næste gang. På den anden side set: meget passende størrelse felt, hvis man ikke er utryg ved trafiktætheden ved andre, større konkurrencer. Ydermere er der masser af plads i det norske luftrum – både i højden og i bredden.

Landskabet.

Det norske nationalcenter for svæveflyvning ligger i Elverum ca. 125 km nord for Oslo.  Pladsen, der går under navnet Starmoen, ligger i ca. 220 moh. Elverum ligger kun ca. 50 km fra den svenske grænse, og området ligger så at sige på grænsen mellem de takkede, norske fjeldområder i vest og de udstrakte, flade svenske skovområder i øst.  Der kan langt fra landes alle vegne, men så længe man holder sig indenfor glideafstand af de store dale i området, Gudbrandsdalen og Østerdalen, er der ikke behov for særlige udelandingskataloger, som det kendes fra Frankrig og Italien: Der er altid landingsmuligheder i dalene.  Næsten alle opgaver lægges langs med disse dale, omend der undtagelsesvist flyves på tværs fra Trysil ved grænsen til Sverige og vest for den største norske indsø, Mjøsa.  Skal man flyve i Gudbrandsdalen, der betragtes som lidt af et Mekka, skal man krydse ca. 30 - 40 km hen over det (stort set) ulandbare Hedmarksvidda, der rager op i knapt 1000 meter, og derfor lægges der kun vendepunkter i Gudbrandsdalen, hvis skybasen er over 2000 meter. Der flyves termikflyvning højt over landskabet, præcis som i Danmark og undtagelsesvist bølgeflyvning, mens flyvning nede i højde med bjergkammene, som man ser det i Frankrig og Italien, hører til sjældenhederne i dette område af Norge.

 

Centeret

Starmoen flyvepladsen er en del af Starmoen Fritidscenteret, som omfatter flyveplads, modelflyvebane, travbane, go-kart bane, golfbane mv. Muligheden for at oprette dette center opstod efter en større skovbrand midt i 80'erne, og det er opført med tilskud fra norsk tipstjeneste. Samlingen af mange fritidsaktiviteter på et sted indebærer nogle stordriftsfordele, som svæveflyverne indtil videre har været de bedste til at udnytte: Svæveflyvecenteret giver hvert år et overskud på ca. en halv million norske kroner, som gives videre til de norske svæveflyveklubber.

John Eirik Laupsa, leder af centeret siden dets stiftelse i slutningen af 80'erne, til venstre (Billede taget af Robert Danewid). En af de flotte udlejningshytter til højre.

 

Det er ikke fordi, at centeret tiltrækker en masse rige udlændinge, som nogen danskere tror, når jeg fortæller det, men snarere fordi den dygtige leder, John-Eirik Laupsa, er en mester til at se muligheder, hvor andre kun kan se problemer. Ingen troede fx på ham, da han fik opført 5 luksushytter til en værdi af 800.000 kr. stykket, men de hytter er i dag udlejet stort set året rundt formedelst ca. 5.000 kr om ugen (afhængigt af, om de lejes til svæveflyvere eller ikke-svæveflyvere, til medlemmer af norske klubber eller andre). Når svæveflyverne ikke vil have dem, får han dem udlejet til gæstende håndværkere i området, golfspillere eller andre, som står og mangler et midlertidigt sted at bo.  I år var en del af centeret fx. udlejet til nogle drone-flyvere, som skulle teste deres temmeligt store modelfly. I andre uger er centeret delvist udlejet til drag-racere (der bruger den 8 meter brede og 1200 meter lange asfaltbane) og i andre uger til den lokale sportsforening, som indretter 4 - 6 fodboldbaner på et hjørne af pladsen, når de holder stævne. Gæt hvor de besøgende indlogerer sig.... Udover de familievenlige, men dyre hytter har centeret nemlig også et internat med 16 styks 2-sengs rum, som man kunne leje for NOK 220 per nat under Norglide (som enkeltværelse). Der er flyslæb til rådighed hele sæsonen, og i weekender kan man som regel også købe sig til en spilstart hos en af de lokale klubber. Maden er dyr i Norge, som alle ved, men køkkenfaciliteterne er langt bedre end fx. på Arnborg, så hvis man har lidt råvarer med hjemmefra, går det alligevel. ½ liter fadøl koster NOK 50 Det er faktisk billigere end langs åen i Århus....

Deltagerne.

Lad os starte med den allervigtigste af deltagerne, 18-årige Martin Bjørnebekk, som deltog med sin nyindkøbte Mosquito (15 meter og flaps, men ingen fungerende vandtanke). Martin er den allervigtigste af deltagerne, fordi han repræsenterer fremtiden. Og så betyder det mindre, hvordan han placerede sig. Martins far arbejdede tidligere for Luftfartstilsynet, den norske pendant til SLV, som de norske svæveflyvere nyder at hade ligeså meget, som vi nyder at hader vores ditto. I dag arbejder Martins far imidlertid for Norges Luftsportsforbund, NLF (svarende til vores KDA), og styrer deres CAMO. Martin går på eliteidræt-gymnasium og har valgt svæveflyvning som sin idræt. Martin fik ikke handicapfordele, selvom han skulle flyve imod væsentligt bedre fly i 18-meters klassen, men kløede på med krum hals. Samtidigt var han klog nok til at melde fra, når udfordringerne oversteg hans evner, og begge dele indbragte ham adskillige klapsalver i løbet af stævnet. Lemvig svæverne kender Martin fra et besøg for et par år siden, hvor han deltog i et fodboldstævne der og fik en tur i deres Mofa.
Ole Baartvedt fra Norge, som fløj sin egen LAK 17AT - 18 meter. Ole er meget aktiv, både i sin egen klub, Tønsberg Seilflyklubb og i det norske styre. Han har tidligere deltaget i PR-seminarer i Danmark og har skrevet med stor begejstring derom.  Han ved en masse om instrumenter og deltager gang på gang i fx. Friedringshafen messen og skriver spændende artikler til det norske "Seilflysport" om udviklingen indenfor fx. FLARM og ADS A/B.  Han driver også et lille firma, XO-Avionics, som netop handler med flyinstrumenter. Pt. er han konstitueret redaktør for Seilflysport efter Jon Marthins alt for tidlige død. Tidligere norsk mester i klubklassen.
Geir Raudsandmoen, som fløj sin egen LS-10st. Geir er den norske guru på materielområdet og repræsenterer Norge i EGU. Da det første udkast til EASA Part-M poppede op som trold af en æske i 2002, var det Geir, som tog 14 dage fri fra arbejde for at læse og kommentere udkastet, og Geir's kommentarer blev anvendt stort set uændret af samtlige nordiske lande. Uden de indsigelser, som kunne baseres på Geir's arbejde, ville vi være havnet i en situation med "regler udarbejdet af Airbus for Airbus". Det ville have været døden for svæveflyvning, som vi kender sporten.  Efterfølgende har rigtig mange ydet deres indsats, men Geirs indsigelser gav de andre den nødvendige tid. Geir har adskillige norske mesterskaber bag sig og har også deltaget i flere VM.
Per Osen (bagerst) og Erik Eldegard, som fløj en lejet Duo-Discus T (AO), som generelt står til udleje på Starmoen centeret. Begge har tidligere været meget aktive og vendte med Norglide 2011 tilbage efter en årrække blandt de passive.
Ronny Eriksson (midt i billedet) og Ulf Johnsson, begge fra Sverige, som fløj deres ASH-25M. (Har ingen billeder af Ulf - desværre). Ronny og Ulf forsøger at gøre en forretning ud af at flyve oplevelsesflyvninger med betalende gæster i deres ASH-25M. Firmet hedder Fly-X Scandinavia. De deltog ikke den første dag og brugte generelt det meste af konkurrencen til at få deres udstyr i stand.
Ole John Aske fra Norge, som fløj sin LS-8T i 18-meter udgave. Ole John er "seilflytekniker" (materielkontrollant) og meget aktiv materielmand i den norske polytekniske flyveklub, NTH. Han har flere norske mesterskaber bag sig, har deltaget i VM og er en af de få, som har fløjet 1000km i Norge. Ole John arbejder til daglig som udvikler af softwaren bag MySQL databasen.
Steinar Øksenholt fra Norge, som deltog med den ASH-26E, som han er medejer af. Steinar er kun sidst i 30'erne, men har alligevel adskillige norske mesterskaber bag sig og har deltaget i flere VM. Han er ansat i Norges Luftsportsforbund og fagansvarlig for svæveflyvning. (I Helge Halds dage ville vi have sagt, at han er den norske Helge).
Peter Johansson fra Sverige, som fløj en lejet LS-8 T i 18-meter udgave. Peter flyver til dagligt i Uppsala Flygklubb nær Stockholm. (Uppsala er en svensk universitetsby).
Markus Ganev fra Sverige, som fløj en ASG-29, som han ejer sammen med den vel pt. stærkeste svenske pilot, Börje Eriksson.  Markus flyver også til dagligt fra Uppsala Flygklubb nær Stockholm.
Börje Eriksson, svensk landsholdspilot, var med som Team Captain for de svenske deltagere. Han hoppede med i bagsædet på en tosædet en enkelt dag, men holdt sig ellers på jorden. Ved ikke, om han stod i kontakt med de svenske deltagere under flyvningen.
Erlend Sørbye fra Norge, som fløj sin Nimbus 4DM, DM ("Dark side of the Moon") – som oftest alene. Mange gange norsk mester, flere gange deltager ved VM og en af de få, som har fløjet 1000km i Norge.
Per Rosdahl fra Norge, som fløj sin Ventus 2cT, "RR".
Yours Truly, Claus Nedergaard Jacobsen fra Vejle Svæveflyveklub. Nordic Gliding Secretary 2002 -  2008, mange gange gæsteinstruktør i Norge.  Pt. Svedanor koordinator i Danmark og arrangør af danske Svedanor strækkurser. Tidligere den lykkelige låner af en DG-808C 18-meter, EA, nu 50% medejer af samme. Egentlig ikke konkurrencemindet, men mere til lange stræk. Men når de dage nu ikke kom ….
Leif Jørgen Ulvatne fra Bergen, Norge: Dygtig konkurrenceleder med en 6. sans for opgavemuligheder, men også med en fin sans for usikkerhedsmomenter. Læs: (Næsten) altid perfekte opgaver ift. vejret. Leif Jørgen valgte at tale Bergensisk under stævnet, da der alligevel kun var skandinaver til stede. Det virkede som om, at visse af nordmændene havde større problemer med den dialekt end den deltagende dansker. Til daglig er han leder hos et større busselskab, som også driver ruter i Danmark. Derfor tilbringer han mange dage om året i Danmark. Tag godt imod ham, hvis han kigger indenom på DIN plads.
Og sidst, men absolut ikke mindst: Grid Manager og praktiske gris: William Soelberg fra Drammen, Norge. William medbragte sin 4-hjulstrukne ATV som flyhenter, og det var der rigtig mange af deltagerne, der havde glæde af, da stort set ingen har hjælperhold med. William driver til daglig sin egen urmager- og optikerbutik i Drammen med adskillige ansatte. William var elev på et af de intensive grundkurser, som undertegnede har kørt i Norge, og han er sandelig blevet en habil strækflyver.