Claus Nedergaard Jacobsen Homepage

Så kom vi til dag 4 den 3/6 (som egentlig er dag 3 i konkurrencesammenhæng), fordi dag 1 blev aflyst, og det var så sandelig en spændende dag. I Danmark ville vi have kaldt det en førstedags bagside. Der var meldt 20 - 25 kt fra NNø i 1000 meter, kraftig termik til over 2000 meter, men også byger. Vejret skulle blive bedst mod syd, hvor der kun kan flyves i en snæver passage mellem Oslo TMA i vest og det ulandbare skovområde mod Sverige i øst. I praksis blev jordvinden 25 kt med gusts til 40 kt sidst på dagen (hvor vi skulle lande), og det har været diskuteret, om det var forsvarligt at flyve, men det gik.

Opgaven blev en 195 km speedtask med Løten Kirke som første vendepunkt (20 km mod øst), så 30 km mod nord lige mod vinden op til Hemsjøen lige syd for Rena, så  85 km med vinden mod syd til Storberget og til slut et modvindsben på 57 km tilbage til Starmoen. Klubklassen skulle knapt så langt mod syd.

Bygerne stod tæt nord for os, da feltet startede, og enkelte dråber ramte også Starmoen. Skyerne voksede rundt om os, overudviklede, blev til nedbør med nedhængende gardiner fra skyerne, kagede ud og slukkede for indstrålingen, forsvandt igen, hvorefter det hele startede forfra. Se blot dette billede fra før udtærsklingen:


Bortset fra skybasen (2300 meter QNH) og termikstyrken (op til 5,5 m/s integrereret), er det jo sådan et vejr, som vi kun alt for godt kender fra Danmark. Jeg satsede stort og startede sidst (kl. 14:20), men lå og ventede i området helt til kl. 16:00, før jeg tærsklede ud, idet jeg håbede på, at vejret ville stabilisere sig ud på eftermiddagen, og at skygaderne ville udvikle sig. Det viste sig at være en udmærket strategi. Pludselig blev der længere mellem bygerne mod nord, og hele området mellem 1. og 2. VP  var dækket med sol med små totter, der var ved at udvikle sig. Så var det bare med at komme afsted. På dette tidspunkt var de første fly ved at tærskle hjem.....

Her er billede taget mellem 1. og 2. VP:


Der var stig næsten hele vejen til 1. VP og en fed, begyndende skygade op mod 2. VP, men det lykkedes ikke at finde den 5-meters boble, som jeg havde ventet at finde. Som resultat røg jeg ned i 1100 meter ved 2. VP og måtte tage en boble på kun 1o til 2 m/s kort efter for at få lidt mere luft under kølen igen. (Ikke, at der er noget farligt ved at flyve lavere i dette område, men det svækker mulighederne for at nå de gode skyer). Lidt længere fremme på kursen mod 3. VP stod der nemlig en herlig skygade - se blot her:



Skygaden midt i billedet nåede jeg også i 11 - 1200 meter, desværre alt for lavt til at kunne vælge til/fra. Den skulle give. Men pokker tage, mig, om ikke jeg fik airspace warning på PDA,en, da jeg forsøgte at centrere. Det passede lige akkurat med, at skyggesiden af skygaden lå uden for Oslo TMA og solsiden indenfor. :evil:  (Og heroppe dømmes man udelandet, hvis man kommer i TMA). D.... it! Det lykkedes vel at få lidt højde, men steg kun med 1 til 2 m/s, og jeg var hele tiden ved at drive ind i TMA. At stiget ikke fejlede noget, hvis ellers jeg kunne have kommet over på den rigtige side af skyen, burde denne dust-devil i samme område klart vise:



Jeg prøvede at nå en anden sky, hvor jeg heller ikke helt fik fat. Imens blev flyet blæst ind mod 3. VP med 40 - 45 km/t af højdevinden, og pludselig var det bare at sigte mod vendepunktet, selvom det lå midt i en stor byge, hvis ikke jeg skulle ryge forbi. Det så sådan her ud:



Der var heldigvis ikke tale om regn, men om sne, og jeg var forundret over, at det ikke dundrede mod flyet, eller der dannede sig regndråber på hooden. Man kunne se snefnuggene i luften, men flyet var ikke påvirket i nævneværdig grad. Sagde jeg, at udetemperaturen var minus 4 grader i 2000 meter?

3. VP blev rundet i 1000 meter over terræn og 4 - 5 meter synk, så det var klart, at valgmulighederne var ved at indskrænke sig ganske betydeligt. Som jeg så det, var der faktisk kun en eneste mulighed tilbage, nemlig at nå skygaden her ret fremme:

.

Det sank ad pommern til, og højdemåleren drejede bare nedad og nedad. Jeg nåede ind under skygaden i 585 meter over terræn. Så dumt at skulle til at kurve på et modvindsben, men jeg turde ikke andet, da det endeligt bippede. Heldigvis gav boblen 2,7 m/s integreret iflg. See You (3o m/s iflg. min integrator med peak på 5 m/s). Jeg tog den til 1400 meter QNH, hvor stiget var nede på 1 til 2 m/s. Slutglidshøjden var stadig ikke hjemme, men med sådan en dejlig skygade på kursen hjemover som på billedet nedenfor, så var der ikke så meget at betænke sig. Denne skygade lå heldigvis i rimelig afstand fra Oslo TMA (3 -4 km):



Og ganske rigtigt, det bare steg og stig, næsten hele vejen hjem med 200 km/t. Helt utrolig fed oplevelse.

Det sidste billede er taget på slutglidet, netop som jeg har forladt skygaden og drejet ind mod pladsen, der ligger ca. midt i billedet.



Det blev speed-finish i 200 meter over banen. Vinden og turbulensen var helt vild, og jeg skulle ikke nyde noget af at komme lavt ind. DG'en blev kastet hid og did på indflyvningen, og der skulle virkelig styres. De sidst 20 - 30 meter forsvandt bare, men heldigvis havde jeg 140 km/t, så der var masser af energi til at flade ud. Det var først efter landingen, at jeg fik at vide, at der nu var gusts til 40 kt. Pyha. Det er faktisk den mest dramatiske landing, jeg har oplevet i 32 år som svæveflyver, selvom jeg også har fløjet bølger i både Vågå og Ottsjo.

Trods alle fejlene og trods manglen på vand, så blev det til godt 104 km/t, hvilket kun rakte til en 8. plads på dagen. Erland Sørbye havde gennemført med utrolige 127 km/t i sin Nimbus 4 DM (og i det vejr er lange vinger næppe nogen fordel). Desværre havde han ramt forbi startlinjen, men fik kun 50 strafpoint for det. Vinder blev Ole Marskar i LAK-19T med 112 km/t.

Resultater her: http://booking.seilfly.no/showcomp.aspx?Comp=c:\Data\NM%2018%20meter%20Int%2009\NM18-meterint2009.cuc&Show=Day_39967