Claus Nedergaard Jacobsen Homepage

En okkluderet front skulle trække ind over området nordfra den 2/6-09, men SHMI-prognoserne viste gode termikhøjder og stig før fronten. Konkurrenceleder Leif Ulvatne valgte at udskrive en speedtask på 349,5 km med første vendepunkt ca. 100 km mod nordvest (Fåvang Kirke i Gudbrandsdalen), 2. vendepunkt 30 km mod øst (Juliusdalen) og 3. vendepunkt ca. 70 km mod syd (Lundersæter). Opgave her: http://booking.seilfly.no/showcomp.aspx?Comp=c%3a\Data\NM+18+meter+Int+09\NM18-meterint2009.cuc&Show=Day_39966, Vinden var kraftig, ca. 35 - 40 km/t fra NNø.

Iflg. met-briefingen så var det ret klart, at det gjaldt om at komme afsted tidligt og få vendt det nordlige vendepunkt, inden fronten kom, men alle dage havde vejret jo været langt bedre end varslet, så alle tog det med ro og tærsklede sent ud. Ja næsten alle, for Robert Danewid havde været inde og kigge på satellitbilledet, inden han tog afsted, så han tærklede straks startlinjen åbnede og vandt overlegent dagen med 118 km/t i sin ASW-28/18. En Duo-Discus med Tommy Kristiansen ved roret kom også hjem, men så var det også slut. Alle andre landede ude eller fik forskellige former for "teknisk udelanding". Jeg startede ca. 30 minutter efter tærskelinjens åbning og kæmpede mig op mod modvinden op mod 1. VP. De sidste 12 - 15 km var det helt overskyet og tæt. For at have god højde ved vendepunktet forsøgte jeg en skygade nord for vendepunktet, men den gav ingenting, så istedet ankom jeg endnu lavere end jeg ellers ville have gjort til Fåvang, ca. 900 m over terrræn. Det er helt nede i højde med dalsiderne.

Fåvang skulle blive et længere bekendtskab. Fandt en smule stig over en lokal top, og klarede at stige med 0,2 - 0,5 m/s, men efter få minutter røg jeg ud af boblen igen og i synk. Så tilbage til toppen, hvor det som regel lykkedes at finde lidt stig igen. Langsomt, meget langsomt, kæmpede jeg mig op i 1400 meter, men satte det hele over styr i forsøget på at nå nogle skyer. Tilbage til knolden og på den igen. Anden og tredje gang gik det ligeså. Men i 4. forsøg lykkedes det at nå 1600 meter, hvorfra jeg gled lidt ind over fjeldet via en østvendt dal, fandt stig i 1400 meter, steg til 16000 meter, lidt længere inde til 1700 meter, lidt længere inde til 1800 meter osv, indtil jeg pludselig fik kontakt til skyerne igen og kunne stige til 2300 meter QNH. Det hele havde taget 2 timer! Undervejs havde jeg haft besøg af flere fly, som havde kurvet med mig, men opgivet og klappet motoren ud.

Fra 2300 meter var det ingen sag at tordne med vinden (40 km/t i ryggen) og på næsten ingen tid var jeg tilbage ved Elverum, kunne stige til 2500 meter på den såkaldte Rena ås og derfra glide ud og vende Juliusdalen (2. VP) og glide hele vejen ned til 3. VP mod syd. Der skulle have været god højde ved 3. VP, men det var helt overskyet dernede med masser af synk, så motoren kom ud lige efter. Det blev dog til en samlet 7. plads på dagen med 280,3 km.

Der var vild turbulens og sågar nedbør, da jeg nåede tilbage til Elverum per motor efter 6:30 timers flyvning. Fronten var tilsyneladende nået frem.

Dagsresultater på: http://booking.seilfly.no/showcomp.aspx?Comp=c%3a\Data\NM+18+meter+Int+09\NM18-meterint2009.cuc&Show=Day_39966. Min flyvning her: http://www.onlinecontest.org/olc-2.0/gl … sId=878785

 

Oplevelser fra dagens flyvning.


Blot få dage før, havde jeg rapporteret til danske venner, at "sommeren var kommet til Norge". Det var mens højtrykket på 1038 mb herskede. Men det var så sandelig ovre nu. Mens vi fløj den 2/6, faldt der sne i Tynset, kun 150 km herfra. Nu var her kun 10 - 12 grader, og det blæste 20 kt fra nord. Nulgraden lå i 1500 meter, og det udelukkede jo at flyve med vand. Troede jeg da. For de fleste andre deltagere tager det fortsat med. Nogen blæser på risikoen og tænker, at det tager mange timer, inden nogle få frostgrader kan gøre gøre noget afgørende ved 100 liter vand. Andre fylder faktisk kølervæske i vandet. Det har de sikkert meget bedre forstand på end jeg - men jeg flyver uden.

Her er foto fra kort før afgang, hvor jeg kurver med den ene af de tre Duo-Discus'er, som deltager heroppe. De klarer sig rigtig, rigtig godt. Vi kan flyve fra dem med 18-meters ræserne, men Duo'erne vinder ofte alligevel i kraft af et bedre handicap.



Billedet er taget fra syd. Bemærk de høje skyer mod nord - mod 1. VP.

Her er udsigten ved ankomsten til Lillehammer i Gudbrandsdalen efter at være krydset over det høje område mellem østerdalen og Gudbrandsdalen i rimeligt velfungerende skygader:



På vej nord fra Lillehammer, blev det imidlertid svært, så svært at der ikke var overskud til at tage billeder. Her var det så, at jeg havnede i 900 meter (i højde med dalkanten) og måtte kæmpe i 2 timer for at slippe bort. Undervejs fik jeg et et nært og inderligt bekendtskab med denne knold ved Fåvang (20 km syd for Frya):



Billedet er taget i omkring 1200 meters højde. Det siger sig selv, at man ikke har overskud til at fotografere, når man ligger og kurver snævert 50 meter over sådan en tingest.

Der var ikke tale om hang, men hangudløst termik. Den varme luft fra dalen presses op over knolden og udløses på toppen. Så der står der hele tiden noget, det er bare snævert, og ikke nødvendigvis særlig langlivet. Men det lykkedes altså efter 1o times kæmperi at komme så højt op, at jeg turde flyve ind i den østvendte dal, som anes bag knolden. Her så det sådan ud:



Bemærk, hvor tæt og trøstesløst skydækket er. Men længere inde anes rester af de fine skygader, som havde ført os herop. Og med 40 km/t i ryggen var der jo ikke krav om særlig meget stig for at slippe væk.

Det lykkedes som sagt og på næsten ingen tid var jeg tilbage ved Elverum i næsten 2500 meter. Mod syd (sidste vendepunkt), så det til gengæld sådan her ud:



Og det endte jo også med, at jeg blot gled højden af og startede motoren umiddelbart efter sidste vendepunkt.

At der virkelig var ved at trække en front ind over området fra nord blev ret tydelig på hjemvejen (for motor). Jeg tror faktisk, jeg fløj igennem den. Se de lave tjavser ude mod vest på dette billede taget ca. 20 km syd for Elverum:



Se også lige lyset 

Det var virkelig blæst op, da jeg skulle lande, og DG'en blev kastet hid og did på indflyvningen, men det lykkedes da at ramme den 8 meter brede asfaltstribe. (Det er også muligt at lande på den 400 meter brede græsbane ved siden af), men det er mere udfordrende at lande på asfalten.

Spændende dag. Faktisk første gang nogensinde, at jeg har været nede og flyve på terræn, sådan som de ofte gør i Norge. Jeg har hidtil fløjet præcis som i Danmark: i termik højt over fjeldene.

Jeg har kun omtalt "den åbne klasse", som altså ikke er Open Class, men en skøn samling af 18-meter og 20-meter fly, et enkelt 25-meter fly og så to 15-meter fly, som drister sig til at prøve kræfter med de store.

Men der er faktisk også en klubklasse, hvor de flyver det, vi ville kalde standardklassefly: Discus, LS-4, LS-8, SZD-55 osv. Men der er sandelig også to ASW-15'ere med fra Os Aeroklub, og de to piloter flyver helt ubegribelig godt i dem.

Jo Inge Bjørø, som ses her, har vundet flere dage med 105 - 110 km/t og fløjet langt hurtigere end de nyere fly i samme klasse, såsom Discus.




Jo Inge har deltaget i Nordiske Juniormesterskaber på Arnborg i slutningen af 90'erne og fortæller ligesom Steinar øksenholt, at de længste og hurtigste flyvninger, han nogensinde har lavet, var i Danmark det år. (De fløj 550 - 570 km to dage i træk).


Den anden ASW-15 pilot, der indtil den 3/6, lå på andenpladsen i Klubklassen, burde være bekendt for en del Vejle-svævere. Han har nemlig tilbragt mange sommerferier på Hammer og er iøvrigt gift med en tidligere Vejle-pilot, Marie Pontoppidan, der nu flyver helikopter til /fra boreplatformene i Nordsøen.



Han hedder Jostein Døsen og skal forresten tilbringe sin sommerferie i et sommerhus i nærheden af Juelsminde sammen med Marie og børnene, så måske Vejle-folkene får ham at se på Hammer.Jeg skulle hilse mange gange og sige, at alle er meget velkomne til at komme på besøg i Os flyveklub (i nærheden af Bergen) og opleve RIGTIG fjeldflyvning på Vestlandet.