Claus Nedergaard Jacobsen Homepage

De norske mesterskaber startede søndag den 31/5-2009 på flyvepladsen i Elverum i Norge (også kaldet Starmoen), ca. 120 km nord for Oslo. Dagen blev meget dramatisk - mere om det senere.

SHMI-prognoserne så lidt underlige ud. Fint vejr kl. 9 og 12 UTC, men fuldstændig udslukket kl. 15 UTC. Ingen forklaring. Konkurrenceleder Leif Ulvatne udskrev en moderat opgave på 303 km via 4 vendepunkter, hvor vi som sædvanlig (det er Leif's måde at skille fårene fra bukkene på) skulle gennem søbrisen ved Norges største indsø, Mjøsa, på vej til Fåvang et stykke oppe i Gudbrandsdalen og gu'dødemig tilbage i suppedasen ved Mjøsa på vej til Gåsbu, før vi kunne få lov til at komme i sikkerhed i østerdalen og vende sidste VP: Rena.

Feltet kom i luften allerede 11:30, og der var fine CU med 2 til 3 m/s til 1800 meter QNH (1600 meter QFE). Da startlinjen åbnede, var der dyb tavshed. Alle vidste, at det ville blive meget bedre, så det galdt om at vente.

Men sådan skulle det ikke gå: Pludselig lød det over radio'en: "Kollision i luften", kort efter "to fly er kollideret". 5 sekunder senere: "Ser en faldskærm i luften". Så gik der er en meget lang pause - føltes som en evighed - men det var vist kun 10 sekunder, så lød det: "ser endnu en faldskærm i luften". Efter yderligere lidt palaver blev det hurtigt klart, hvem de to involverede fly var, og at begge var ensædede. Så vidste vi, at alle piloter var reddet af faldskærmen.

Dernæst startede en større redningsaktion ledet af Leif Jørgen Ulvatne. Birger Bulukin rapporterede GPS-koordinater for nedslagsstedet, og snart cirklede de to slæbefly over stedet. Slæbepilot Jørgen Scharning kunne snart rapportere, at han havde spottet den ene pilot, og at de tp havde vinket til hinanden. Begge skærme var synlige fra luften, kun ca. 300 meter fra hverandre i et stort skovområde på størrelse med Fyn ("Finnskogen"), men den anden pilot kunne ingen se. Centerleder John Eirik Laupsa kunne imidlertid berette over radioen, at piloten havde ringet til ham fra mobilen. Så vi vidste, at han var i live og OK. Men derfra og til at finde ham. Jeg ved ikke, hvordan de bar sig ad, men det lykkedes. Her cirkler et slæbefly over nedslagsstedet:

Ovenfra er det nemt at se, hvor man som pilot skal gå hen for at finde en vej, men det er det så sandelig ikke, når man står nede mellem træerne, så det at komme helt ned, er ingen garanti for overlevelse.

De to  piloter er hhv. Benny Orrsoter fra Sverige (Ventus 2CM/18m) og Geir Grønlien fra Os Aeroklub (LS-4). Benny er i 60'erne, Geir er teenager (eller "tenåring", som de siger heroppe).

Dagen blev aflyst, men der var ikke krav om at komme ned. Man bliver noget rystet efter at have overhørt sådan en episode, så jeg overvejede at lande, men valgte alligevel at starte ud på opgaven omkring kl. 15, men opgav og fløj hjem 50 km før Fåvang. Det blev til 5 timer i luften og ca. 250 km.

Dagens store samtaleemne var selvfølgelig FLARM: Ventus'en havde FLARM, LS-4'eren havde ikke. Der har selvfølgelig været spekuleret meget over, hvordan ulykken skete, hvem der overså hvem osv, men her har vi valgt at glæde os over, at de to piloter forsat er i live og overlader resten af udredningen til havarikommissionen.

Benny var iøvrigt ude at flyve samme dag, idet Vidar Ingebretsen stillede sin fine Ventus 2cxt til rådighed for ham for en tur. Det er den slags åbenhed og tillid, som jeg gør, at jeg er utroligt fascineret af norske svæveflyveres mentalitet. Applaus. Geir har fået lov til at være med i bagsædet på flere efterfølgende konkurrencedage hos piloter, som deltager med tosædere.

Benny Orrsoter fortalte mig helt uopfordret om sine oplevelser: Hans udlægning af selve sammenstødet vil jeg ikke referere, men det ligger fast, at uheldet skete i ca. 1500 meters højde. Flyet vendte straks  næsen nedad, og han konstaterede hurtigt, at det ikke var styrbart. Det var ikke nødvendigt at åbne hood'en, for der var et stort hul i den, rigeligt til at komme ud. Så han hoppede ud og åbnede skærmen efter at have talt til 5 ("turde ikke at tælle til 10", fortæller han). Da skærmen var åbnet, fortæller han om en utrolig oplevelse på vej ned: om, hvordan han følte sig som i et helt eget rum, et rum hvor han kunne høre alt, som foregik omkring ham, om hvordan han kunne se vragdelene flimre rundt i luften og om, hvordan han så Ventus'en ramme jorden og blive til en stor hvid plet med noget rødt i midten (den røde næse).Han fortæller også om, hvordan han forsøgte at lære sig at styre skærmen på vej ned, og om, hvordan han sågar overvejede at tage sin nødsender ud af etui'et hæftet til faldskærmen for at starte den. Om, hvordan han han planlagde landingen og sågar havde spottet en lille vej og en lille P-plads. Han ramte ikke træer på vejen ned, men ramlede omkuld. Så fortæller han om, hvordan han lå der, og hvordan det langsomt går op for ham, at han stadig er i live og kan bevæge sine ben, sine arme, hovedet osv. Så rejser han sig op, griber nødsenderen med indbygget satelittelefon og ringer til centerleder John-Eirik Laupsa, der straks giver beskeden videre til piloterne i luften og til redningscentralen. 2 minutter senere har Benny vinkekontakt med Jørgen Scharning i Pawnee'en ovenfor. Nedslagsstedet ligger kun 4 - 5 kilometer fra banen. Benny's eneste kvæstelser var nogle skrammer på skinnebenene, fordi han valgte ikke at åbne hood'en, og dermed var instrumentbrædtet i vejen. Derudover fik han nogle skrammer på siden af hovedet fra den forrevne hood. "Men de værste kvæstelser", fortæller han, "var en forfærdelig masse mygstik:-)

Geir's værste skrammer var blodudtrædninger i skridt og lår pga rykket fra faldskærmen.

Om der kommer en psykisk reaktion hos de to, vil tiden vise. Det skulle være mærkeligt andet. Eksperterne fortæller, at det kan komme helt op til 6 måneder efter.

Et par dage efter uheldet blev der inviteret til "skovtur" for alle deltagere heroppe efter en dag med en forholdsvis kort flyvning. Alt for sent gik det op for torsken her, hvad det gik ud på: Vi skulle nemlig ud og hente vragene hjem, efter at de var blevet frigivet af havarikommissionen. Begge er langt "beyond repair". Forsikringsselskaberne vil ikke engang have vragene.

Det er første gang, at man har haft en mid-air kollision mellem to svævefly i Norge. Det er til gengæld anden gang i min svæveflyvekarriere, at jeg "er vidne" til noget sådant. Præcis det samme skete nemlig ved mit allerførste Arnborg åben i 1982 eller 83, hvor udgangen var lige så lykkelig (begge piloter overlevede), men hvor der til gengæld var endnu mere dramatik, fordi man ikke vidste, om der var 2 eller 3 fly involveret og derfor var nødt til kalde alle fly ned for at holde mandtal. Jeg kender ikke statistikkerne for overlevelseschancer for den slags, men jeg er bange for, at vi forlængst har opbrugt vores kvote af held her i Skandinavien....